Mads Mikkelsen skal være med i ny Star Wars-film

Mads Mikkelsen. Foto: Nicolas Genin/Wikipedia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Disney har på en kongres i USA offentliggjort, hvem der skal spille med i en kommende Star Wars-film.

Mads Mikkelsen er på rollelisten til den kommende Star Wars-film “Star Wars: Rogue One”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Disney har i forbindelse med sin D23-kongres i Anaheim i Californien løftet sløret for den fulde rolleliste til filmen.

Ud over den danske skuespiller skal blandt andet Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk og Forest Whitaker være med i filmen.

“Rogue One” handler om to modstandskæmpere, der er gået sammen for at stjæle planerne til den frygtede Dødstjerne.

Filmen bliver produceret af Kathleen Kennedy og skal efter planen ramme biograferne i USA 16. december 2016.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS