Mads Mikkelsen med i ny Indiana Jones-film
Det er endnu uklart, hvilken rolle danske Mads Mikkelsen skal spille i den femte Indiana Jones-film.
Mens filmen “Druk”, hvori Mads Mikkelsen spiller en af hovedrollerne, går sin sejrsgang i den internationale filmverden, har Mikkelsen selv fået en rolle i den kommende Indiana Jones-film.
I filmen, som går under titlen “Indiana Jones 5”, skal han spille over for Harrison Ford og Phoebe Waller-Bridge.
Det skriver netmediet Deadline.
Mads Mikkelsens manager, Ulrich Møller-Jørgensen, bekræfter nyheden over for Ekstra Bladet. Han vil dog ikke løfte sløret for, hvilken rolle Mikkelsen skal spille.
Optagelserne ventes at gå i gang til sommer. Premieren er foreløbig sat til 22. juli 2022.
I april sidste år meddelte Disney, at Indiana Jones-filmen ville blive udskudt med et år fra juli 2021 til juli 2022.
Det var dog ventet, skrev filmmediet Filmz, da Steven Spielberg kort tid forinden havde trukket sig som instruktør på projektet.
Han er dog stadig involveret som producer, mens James Mangold har overtaget instruktørstolen.
Historien om Indiana Jones blev skabt af George Lucas og Steven Spielberg i 1970’erne.
Den første film, “Jagten på den forsvundne skat”, udkom i 1981 med Harrison Ford i hovedrollen som arkæologiprofessoren Henry Walton Jones, der altid bærer fedora-hat og er rædselsslagen for slanger.
Dernæst udkom “Indiana Jones og templets forbandelse” (1984), “Indiana Jones og det sidste korstog” (1989) og “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” (2008).
Når den femte film i rækken efter planen får premiere næste år, vil Harrison Ford være 80 år gammel.
Mads Mikkelsen har også scoret en rolle i den kommende tredje film i rækken fra “Fantastiske skabninger”-universet.
Han skal spille den onde troldmand Gellert Grindelwald i filmen, der er baseret på “Harry Potter”-skaberen J.K. Rowlings opslagsværk af samme navn.