Lysterapi hitter mod vinterdepressioner
Salget af lysterapi-lamper er støt stigende. Folk har fået øjnene op for, at vinterdepressioner kan behandles, lyder forklaringen.
I kampen mod vinterdepressioner benytter stadig flere danskere sig af lysterapi. Det fortæller tre forhandlere af lysterapilamper, som Newspaq har været i kontakt med.
– Vores salg steg sidste år med 16 procent i forhold til året før, og vi kan mærke nu, at det går stærkt. Så vi forventer et år, der er væsentligt bedre end året før, siger Henrik Sørensen, der er indehaver af dansklysterapi.dk.
Ifølge netdoktor.dk fungerer lysterapi på den måde, at den depressionsramte dagligt skal sidde foran lampen i omkring en halv time og cirka en gang i minuttet kortvarigt se ind i lampen. Lyset får hjernen til at mindske dannelsen af søvnhormonet melatonin, der påvirker niveauet af serotonin, som styrer følelsen af glæde.
Hos DepressionsForeningen beretter man om et stigende antal henvendelser, der drejer sig om lysterapi. Her er deres klare fornemmelse, at lysterapi som behandlingsmetode er blevet langt mere udbredt. Det skyldes flere ting, forklarer sekretariatschefen.
– En ting er, at man er blevet mere opmærksom på sygdommen. Men jeg tror også, at vi er kommet igennem med budskabet om, at depression kan behandles, så derfor handler det om at tage de redskaber i værk, som er tilgængelige, siger Kasper Tingkær.
Her er lysterapilamperne et godt redskab, fordi de er forbundet med meget få bivirkninger.
– Det viser sig at være meget effektfuldt, og det er uskadeligt på rigtig mange måder. Der er for eksempel ikke de bivirkninger, som nogen får ved medicinen, og der er ikke de store forløb- og prismæssige omkostninger, som der er ved at gå til psykolog, forklarer sekretariatschefen for DepressionsForeningen.
Han understreger, at foreningen altid anbefaler, at man tager en samtale med egen læge, hvis man tror, man lider af en vinterdepression. I sjældne tilfælde kan der nemlig være bivirkninger ved behandlingsformen. Mennesker med bipolære lidelser kan i meget sjældne tilfælde få maniske perioder ved brugen af lysterapi, fortæller Kasper Tingkær.
Newspaq