Lyntest finder 759 smittede

Der blev tirsdag foretaget 44.095 lyntest blandt fire private udbydere. 1,72 procent af testene var positive.

Tirsdag blev der foretaget 44.095 lyntest. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev tirsdag foretaget 44.095 lyntest hos fire private udbydere, der har kontrakt med staten. Her var 759 test positive.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Det svarer til, at 1,72 procent af testene var positive.

Dermed falder positivprocenten for anden dag i træk i lyntestene. Mandag var 2,80 procent af lyntestene positive.

De 44.095 test er en markant stigning fra mandag, hvor 30.420 test blev foretaget.

Alligevel er der en pænt stykke op til de 80.291 lyntest, der blev foretaget den 23. december. Det var det hidtil højeste antal test på et døgn.

Pludselig kø

Hos Carelink glæder administrerende direktør Brian Rosenberg sig over tirsdagens pressemøde, som havde øjeblikkelig effekt hos firmaets testcentre.

– Fra at have haft testet en person omkring hver tiende minut i vores testcenter i Risskov, så stod der pludselig kø helt ude på vejen. Det har vi ikke set i flere dage, siger han.

Ledige testtider

På pressemødet gjorde direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum opmærksom på, at der var ledige testtider til både pcr- og lyntest.

Han opfordrede derfor til at lade sig teste, så smittekæderne kan blive brudt.

Fem teststeder

Carelink har fem teststeder fordelt i Jylland. Man testede tirsdag 2127, hvilken var en stigning på omkring 50 procent i forhold til mandag.

17 prøver var positive.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS