Lyngby-spiller får kamp-karantæne for homofobi
Han har nu fået fem dages karantæne.
Lyngby-spilleren André Riel kommer ikke på banen lige med det samme.
Mandag har Fodboldens Disciplinærinstans tildelt Lyngby-spilleren fem spilledages karantæne for homofobiske råb til en modstander i en superligakamp mod Sønderjyske.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union, DBU.
Da SønderjyskE og Lyngby BK tørnede sammen den 4. oktober på Lyngby Stadion, blev der i kampens døende minutter tilkendt frispark til udebaneholdet.
Lyngbys André Riel anvendte umiddelbart efterfølgende, ifølge dommer Jakob Kehlet, upassende og fornærmende sprogbrug mod modstanderen ved at råbe: ”Rejs dig op, din fucking homo”.
André Riel blev tildelt en udvisning for udtalelserne, og råbte efterfølgende på vej ud af banen, ifølge dommer Jakob Kehlet: ”Jeg er ligeglad – han ER en fucking homo”.
Instansen har behandlet sagen på baggrund af dommerens indberetning, redegørelsen fra Lyngby BK og parternes supplerende bemærkninger. Fodboldens Disciplinærinstans har på den baggrund tildelt André Riel en tillægsstraf på 52 karantænepoint svarende til tre spilledages karantæne.
Straffen skærpet
I forvejen havde Riel gjort sig fortjent til to karantænedage for det direkte røde kort.
Lyngby har accepteret straffen til Riel.
– Lyngby Boldklub er en klub for alle, uanset hvordan man identificerer sig selv. Vi bakker op om kampen mod homofobi i fodbold, og derfor bakker vi også op om, at der skal falde en skærpet straf.
– I det her tilfælde er den takseret til tre ekstra spilledages karantæne, hvilket vi tager til efterretning, siger Lyngby-direktør Andreas Byder til klubbens hjemmeside.
Han påpeger, at fodboldklubber og fodboldspillere har et særligt ansvar for at være rollemodeller i offentligheden.
– Det er et sundhedstegn, at det får konsekvenser at udtale sig sådan, så det bakker vi op, siger Byder.
Det var i overtiden af opgøret mod Sønderjyske, at Riel råbte til Stefan Gartenmann, der lå ned efter en nærkamp.
Kort forinden havde Lyngby udlignet til slutresultatet 2-2.
André Riel misser nu de kommende kampe mod Vejle, OB, FC København, AGF og Horsens. Han kan igen være til rådighed, når Lyngby 30. november gæster Brøndby.
30-årige Riel har tidligere optrådt for FC Helsingør og AGF i den bedste række. Siden 2017 er det blevet til syv scoringer i 41 superligaoptrædener.