Lyngby løber fra modstanderne med ny sejr

Lyngbys Jesper Christensen (i midten) kan sammen med sit hold kigge ned ad tabellen og se alle andre. Lyngby fører 1. division. Foto: Nikolaj Linares/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der skulle et straffespark til i overtiden, før Lyngby hentede tre point med sejr over FC Helsingør.

Lyngby satte sig alene på førstepladsen i 1. division, da Helsingør FC søndag blev besejret 1-0 på udebane.

Med sejren topper Lyngby den næstbedste række med 25 point efter 12 kampe, mens Vendsyssel følger efter med 22 point for 11 kampe.

På den vigtige tredjeplads, der giver oprykning til Alka Superligaen efter denne sæson, ligger AC Horsens i øjeblikket foran Vejle.

AC Horsens har 21 point, mens Vejle har 18 point, men Horsens har spillet en kamp mere.

Det var dog med hiv og sving, at Lyngby hentede en sejr søndag i Helsingør. Der blev ikke scoret i kampens første 90 minutter, og fem minutter inde i overtiden lykkedes det først Lyngby at få bolden i nettet.

Casper Højer Nielsen blev helten, der omsatte et straffespark til scoring – efter omspark, efter at han i første omgang havde misbrugt forsøget.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS