Lykketoft holder sig fra dansk politik i et år

– Nu har jeg orlov fra Folketinget, og jeg skal prøve at tale så meget som muligt inden for det mandat, jeg har fra medlemslandene i FN, siger Mogens Lykketoft. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mogens Lykketoft indtræder i midten af september jobbet som formand for FN’s Generalforsamling.

Siden 1981 har Mogens Lykketoft (S) været medlem af Folketinget, og han har i årenes løb været en markant stemme og skikkelse i dansk politik.

Men i det kommende år vil Lykketoft være tavs, altså når det gælder dansk politik.

Fra midten af september skal han nemlig være formand for FN’s Generalforsamling i New York, og derfor er han på orlov fra Folketinget i et år, mens han varetager FN-topjobbet.

– Nu har jeg orlov fra Folketinget, og jeg skal prøve at tale så meget som muligt inden for det mandat, jeg har fra medlemslandene i FN, siger 69-årige Lykketoft til Ritzau.

FN’s Generalforsamling fungerer som et vigtigt debatforum for medlemsstaterne, og det er Lykketoft, som blandt andet skal sørge for, at de vigtigste emner diskuteres og på den korrekte måde.

Som formand for Folketinget blandede Lykketoft sig ellers tit i politiske sager, men selvom der er ligheder mellem at være formand for Folketinget og FN’s Generalforsamling, så er det altså slut med at blande sig i dansk politik det kommende år.

– Som formand for Folketinget var jeg fortsat valgt som socialdemokratisk folketingsmedlem, og jeg mener, at jeg fik håndteret det sådan nogenlunde, så det ikke var så tit, at nogen var vred på mig.

– Nu holder jeg orlov fra dansk politik, men når jeg kommer tilbage igen, så skal jeg nok sige, hvad jeg mener om konkrete ting her i landet. Nu vil jeg prøve at holde mig til mit FN-mandat, siger Lykketoft.

Han savner ikke dansk politik endnu.

– Det er ikke lykkedes mig at savne noget i de seneste måneder. Men der har jeg også haft travlt med at lære nye folk og nye problemstillinger at kende, konstaterer Lykketoft.

I sin politiske karriere har han foruden at være formand for Folketinget også været skatte-, finans- og udenrigsminister i Danmark, og han har været formand for Socialdemokraterne samt statsministerkandidat.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS