Lykketoft forlader dansk politik og genopstiller ikke
Den tidligere formand for Folketinget Mogens Lykketoft genopstiller ikke ved et kommende folketingsvalg.
Den tidligere socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.
På partiets kongres i Aalborg siger han fra talerstolen, at han ikke genopstiller for 13. gang.
– Jeg har kæmpet for, forklaret, forsvaret og udviklet dette partis politik gennem over 50 år. I 35 år, halvdelen af mit liv, har jeg været valgt til Folketinget, siger Mogens Lykketoft og høster et stort bifald.
Fra 1. oktober og frem til næste valg er den nu afgående formand for FN’s Generalforsamling tilbage på sin plads i Folketinget. Men det 70-årige socialdemokratiske koryfæ genopstiller ikke ved det næste folketingsvalg.
– Jeg kan godt tænke mig, mens jeg stadig har en masse kræfter, at kunne gøre nogle andre ting.
– Det er ikke noget med at slippe taget i noget. Men man kan godt hjælpe det her parti uden at sidde i Folketinget. Jeg synes, jeg har taget min tørn, uddyber han efter talen.
Første gang Mogens Lykketoft blev minister var som skatteminister i 1981.
Ad flere omgange sad han som finansminister op gennem 1990’erne, og siden sluttede han sin ministertid af som udenrigsminister i 2001.
Da Poul Nyrup Rasmussen tabte regeringsmagten samme år, overtog Lykketoft formandsstolen i partiet.
Kunne ikke slå Anders Fogh
Det lykkedes dog ikke Mogens Lykketoft at vinde over Anders Fogh Rasmussen, og den socialdemokratiske formand trådte derfor tilbage i 2005, hvor han overlod tøjlerne til Helle Thorning-Schmidt.
Senest har Lykketoft været formand for Folketinget under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode, inden han forlod dansk politik i et år for at være formand for FN’s Generalforsamling i New York.
Mange vil nok særligt huske ham for hans lange tid som finansminister.
– Det er klart, at den længste indsats var som finansminister. Vi fik faktisk 250.000 danskere i arbejde. Det, synes jeg, er det mest håndgribelige, jeg har været med til at bidrage til.
Han har dog ikke planer om at skære ned på arbejdstiden, når han forlader Folketinget. I stedet vil han skrive sine erindringer.
– Jeg har dagbogsnotater fra de sidste 42 år. De fylder en hel hylde i klædeskabet, siger han.
/ritzau/