Lunken kylling og ulækker lugtekontrol: Kendt pizzakæde i hygiejnekiks

Domino's Pizza i Holbæk har fået en sur smiley og en bøde efter Fødevarestyrelsens seneste kontrolbesøg

Fødevarestyrelsen har langet en sur smiley ud til Domino’s i Holbæk. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Man må håbe, at Domino’s i Holbæk har ændret betydeligt på deres procedurer, før de langer pizzaer over disken igen. I hvert fald har Fødevarestyrelsen for nyligt i umiskendelige vendinger kritiseret pizzarestaurantens håndtering af fødevarer.

Det har resulteret i en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner fra styrelsens kontrollanter til restauranten.

Der er også flere eksempler på tvivlsom fødevarehåndtering fra restauranten i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

“I køler ved virksomhedens make-line, er der ved indstikstermometer målt 12,0 grader i chicken wings og 11,7 grader i chicken kicker (nuggets). Opbevaringstemperaturen for letfordærvelige fødevarer må maksimalt være 5 grader”, fremgår det blandt andet af kontrolrapporten.

Til anmærkningen skulle restauratøren have sagt:

Men er det ikke fint, hvis jeg lugter til det?”, til Fødevarestyrelsens kontrollanter.

Kender ikke holdbarhedsdato

Og noget tyder på, at restauratøren stoler lidt for meget på sin lugtesans til Fødevarestyrelsens smag. I hvert fald har kontrollanterne også kritiseret, at flere frostvarer ikke er mærket tilstrækkeligt med holdbarhedsdatoen, og det derfor er uklart, om fødevaren stadig er sikker at spise.

Til det skulle restauratøren have oplyst til kontrollanterne:

“At man ved åbning af poser vurderer varen ved lugt og påsyn”.

Og det er altså ikke godt nok ifølge Fødevarestyrelsen.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Domino’s, der lovede at give en kommentar tirsdag formiddag. Det er endnu ikke sket.

Powered by Labrador CMS