Lundbeck-boss var landets bedst betalte

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Ulf Wiinberg var i 2012 Danmarks bedst lønnede topchef med en gage på over 18 millioner kroner.

Efter årtier i erhvervslivets absolutte top og en af landets mest bugnende lønchecks, må 56-årige Ulf Wiinberg sande, at han ikke længere er administrerende direktør i medicinalgiganten Lundbeck efter at have forbrudt sig mod virksomhedens aktie-regler.

Wiinberg har fået aktier fra grundlæggeren af biotekvirksomhed Stratified Medical Ltd. – en virksomhed, som Lundbeck så efterfølgende investeret i.

Og dermed er det farvel og tak til Lundbeck, der i 2012 begavede Wiinberg med en løn på omkring 18,4 millioner kroner, hvilket dengang var nok til at gøre ham til Danmarks bedst betalte topchef foran cheferne i eksempelvis Carlsberg og Danske Bank.

Wiinberg har været i Lundbeck siden 2008, hvor han kom til efter mere end 20 år i udlandet. 27 år blev det til for Ulf Wiinberg i medicinalvirksomheden Wyeth, hvor han endte som chef for virksomhedens afdeling for Europa, Mellemøsten, Afrika og Canada.

Ulf Wiinberg taler svensk, men er dansk statsborger. Og så har han som boet i USA i en lang årrække med sin hustru og sine fire børn.

Ifølge et portræt af Wiinberg i Børsen, der blev lavet i månederne efter hans ansættelse i Lundbeck tilbage i 2008, er fritidsinteresserne golf og tennis, som han i første omgang formentlig vil få mere tid til i den kommende tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS