Luksusfælden: Skylder 600.000 – får kun SU

Eksperterne må i den grad grave dybt, hvis de skal redde økonomien for 35-årige Camilla.

Offentliggjort Sidst opdateret

Eksperterne Carsten Linnemann og Gustav Juul fra Luksusfælden, kommer på en nærmest uoverskuelig opgave, når de i tirsdag aftens episode skal forsøge at rydde op i 35-årige Camillas økonomi. Aftenens hovedperson har på ingen måde overblik over hverken sin gæld eller økonomi, der er mere end almindelig kaotisk.

Camilla har været været alkoholiker siden teenage-årene, men har nu, via en stålsat indsats, været ædru i to år, og hun er netop blevet optaget og startet på sit drømmestudie til pædagog.

Men hun slæber rundt på en kæmpe gæld, der er skabt i årene som alkoholiker. Hun har optaget stribevis af lån, det første som 18-årig, til et samlet beløb på på ialt 328.000 kroner uden at skele til renter og uden at bekymre sig om, at pengene skal betales tilbage. Og da hun har misligeholdt samtlige aftaler, og stadig gør det, er gælden eksploderet således, at den nu omtrent er fordoblet. Næsten 600.000 kroner skylder hun væk, og hun har intet fået for pengene.

Omkostningerne stukket helt af

Men ikke nok med det. Eksperterne tror, de skal hjælpe en kvinde, der er kommet på den anden side af sine dårlige vaner, men da de gennemgår hendes forbrug for det seneste år, viser det sig, at hendes månedlige omkostninger, ud over misligholdt gæld, er stukket fuldstændig af, og langt overstiger hendes indtægter på 9.300 kroner per måned, som kommer fra SU. Og det i en grad, der tangerer misbrug. Hun har i det seneste år blandt andet kørt i taxa 58 gange, fordi hun ikke lige gad tage bussen, røget cigaretter for over 13.000 kroner og desuden belønnet sin ædruelighed med et kørekort til den nette sum af yderligere 13.000 kroner. Det selvom hun muligvis aldrig nogensinde vil få råd til en bil!

Mens Carsten Linnemann og Gustav Juul trækker sig tilbage for at forsøge at finde en holdbar løsning på Camillas problemer, forlanger de, at hun i den grad ændrer adfærd og virkelig spænder livremmen ind.

Mission impossible?

Hendes største bekymring er, at de vender tilbage med et krav om, at hun dropper ud af sit drømmestudie for i stedet at finde et arbejde. Eksperternes er derimod i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at finde en gangbar løsning, eller om de i virkeligheden er ude i en slags “mission impossible”.

Stil ind på TV3 tirsdag aften kl. 20.00 for at få svarene.

 

Powered by Labrador CMS