Luksusfælden: - De gjorde grin med mig
26-årige Rasmus Bech havde et uhæmmet forbrug af sukkerholdige drikkevarer og cigaretter. Han stoppede i Luksusfælden, fordi han blev gjort til grin - her er han i dag
Rasmus valgte simpelthen at springe fra i Luksusfælden, fordi hans venner gjorde grin med ham.
Det har han på en måde fortrudt, fordi han har hanket op i sig selv i dag.
Selv om han var på vej ud i en bundløs gæld med kviklån, alt for mange energidrikke, sodavand og smøger, så lykkedes det ham at få vendt den endeløse spiral, og nu ser fremtiden lysere ud.
Før brugte han 50.000 kroner på sodavand, energidrik og smøger på et år.
26-årige Rasmus Bech har haft en broget fortid.
Han har siddet i fængsel for vold, og det er ikke noget, han ønsker skal gentage sig.
Efterfølgende har han fundet kærligheden, og fra at sidde i en lille et-værelses lejlighed i Korsør, har han nu sparet sammen til et depositum og en bedre lejlighed med kæresten.
Bliver holdt i stram snor
Hun er lidt bedre til at holde styr på dig, måske?
- Ja, det er hun. Hun holder mig i rimelig stram snor. På den gode måde selvfølgelig, siger Rasmus Bech til Newsbreak.dk.
Derudover har han fået meget bedre styr på sine impulskøb, og han er begyndt at dampe e-cigaretter i stedet for at ryge almindelige cigaretter.
- Det er meget få impulskøb, jeg har, siger han.
Nu arbejder han stort set hele tiden, tjener rigtig godt, og i stedet for at købe dyre energidrikke på tankstationerne, så køber han færre og billigere energidrikke i Rema 1000 i stedet.
Vandt 15.000 i casino
- Bare i det her år med de to lønninger, jeg har fået, der har jeg haft 100.000 kroner før skat, siger Rasmus Bech.
På et tidspunkt skulle han lige prøve at spille lidt online-casino med et par kammerater.
Han startede med 500 kroner, og her endte han med at vinde 15.000 kroner, som han også har brugt til at gnave af på sin gæld.
Men spilleriet var en engangsforestilling.
- Jeg har nok banket 90.000 kroner af, kontra da Luksusfælden var der. De var der i juni eller juli, siger Rasmus Bech.
Så fordi, han har været så god til at banke af på sin gæld, har han faktisk fortrudt, at han valgte at stoppe i programmet.
Pegede fingre
- Nogle af mine kammerater gjorde grin med mig, og folk pegede fingre, det synes jeg ikke var ret fedt.
Han følte, han gjorde sig lidt til grin for åben skærm, hvis nu han ikke havde overholdt sine mål med at banke af på gælden.
- Jeg var bange for, jeg ikke ville overholde det budget, de havde lagt til mig. Men der har jeg været inde at kigge efterfølgende, og det havde jeg sådan set. Jeg har faktisk brugt mindre end det jeg måtte.
- Så jeg har sådan set fortrudt, jeg meldte fra, efter jeg har set programmet, og set folks reaktioner, siger Rasmus Bech.
Han er ikke dømt for noget, siden han sad inde for vold i 2019.