Lufthavn slår rekord i august
Normalt er det kun i juli måned, at grænsen på 300.000 rejsende passeres. Men i august 2014 blev det ændret.
306.224 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i august måned, hvilket dermed er den største august i lufthavnens historie. I august 2013 var der 294.953 passagerer, så der er tale om en stigning på 11.271 passagerer, svarende til 3,8 %.
Det er utrolig dejligt, at stigningen i passagertallene sker over hele året og ikke blot i sommerferien. Både maj, juni, juli og altså også august måneder sætter nye rekorder, så der som om de såkaldte skuldersæsoner begynder at følge med, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen og fortsætter:
– Det hænger primært sammen med, at stigningen i udenrigsruterne kommer fra netværksselskaberne, som har mange forretningsrejsende på flyene.
Udenrigsruterne havde 177.771 passagerer, hvilket er en stigning på 13.862 passagerer – eller 8,5 %. Tendenserne er de samme som i de foregående måneder, hvor Amsterdam, Frankfurt, Istanbul, Stockholm, Keflavik og London oplever god fremgang.
– Det skyldes dels, at flere af selskaberne har øget kapaciteten enten i form af flere afgange eller større fly, men også at selskaberne fylder flysæderne bedre, og det betyder god forretning for selskaberne i en ellers hård konkurrencesituation, fortæller Kjeld Zacho Jørgensen.
– Det fortæller også noget om, hvor vigtigt det er for virksomhederne i Vestdanmark at have gode internationale forbindelser let tilgængeligt.
Indenrigsruten til København fortsætter også med at stige. I alt rejste 11.819 med fly til / fra København, hvilket er en stigning på 2.120 passagerer; 21,9 %.
– For mange er det nemt og bekvemt at kunne tage flyet til dagsmøder i København, og samtidig vælger en del også at bruge København som hub-lufthavn, siger Kjeld Zacho.
Chartertrafikken havde 115.846 passagerer, hvilket er et fald på 2,9 % svarende til 3.487 rejsende. Eftervirkningerne af uroen i Egypten og Tyrkiet Ekspertens konkurs i efteråret 2013 sætter stadig sine spor i chartertrafikken. Således oplever både Tyrkiet, Egypten og Spanien tilbagegang i antal rejsende, mens Grækenland igen hører til blandt chartergæsterne favoritrejsemål.