Ludomaner blokerer deres egen adgang til internetspil

Danskere kan spærre sig selv i et register, hvis fristelsen til at spille på internettet er for stor.

Siden oktober har det været muligt at spærre sig selv i 24 timer ad gangen. Foto: Christoffer Regild/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Over 5000 danskere har registreret sig selv hos Spillemyndighederne, så de er udelukket fra at spille på internettet.

Siden oktober har det været muligt at spærre sig selv i 24 timer ad gangen, og det har ifølge DR Østjylland fået flere danskere til at bruge det såkaldte Rofusregister til at modstå fristelsen til at spille. Det er dog også muligt at blokere sig selv på livstid.

Kasper Bendixen på 26 år har fået hjælp til at bekæmpe sin spillelidenskab ved at blokere sig i registret.

– Jeg spillede for mellem 400 og 1000 kroner om dagen. Jeg kunne slet ikke håndtere det, siger han til DR Østjylland.

Kasper Bendix er i behandling for sit spilleproblem på Center for Ludomani i Aarhus. På centeret, som også har afdelinger i Odense og København, er man glade for, at spillere kan udelukke sig selv i registret.

– Det er mennesker, der har fået så store problemer i deres liv ved at spille, at de vælger at blackliste sig selv fra spillet, siger behandlingsleder Henrik Thrane Brandt til DR Østjylland.

Han opfordrer politikerne til at pålægge spillefirmaer at henvise til Rofus-registret.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS