Lovforslag skal fordele katte på land og by
Landkatte skal have lov til at gå frit, bykatte skal holdes på egen grund, mener DF.
Jan Flesborg er på kattejagt i Munke Bjergby. En kvinde har henvendt sig til Kattens Værn, fordi der er vilde katte i hendes have. Hun vil gerne beholde en af dem som sin egen, så Jan Flesborg skal fange katten, give den et dyrlægetjek og neutralisere den.
Knap halvdelen af landets kommuner har en aftale med Kattens Værn. I mange kommuner stiger problemet med vildkatte støt. Det skriver DR Sjælland.
– Det er lidt værre i år end det plejer at være. Den lange varme sommer gør, at kattene har fået endnu flere killinger, siger Mogens Wilbert, formand for Kattens Værn.
Ingen lovgivning for katte
Der er ikke noget krav om, at katte skal registreres eller mærkes med en chip. Senest er et borgerforslag om en kattelov strandet, fordi der ikke kom de krævede 50.000 underskrifter.
– Det er jo lidt besynderligt, at katte er et af de få dyr, der ikke er nogen lovgivning for. Enhver kalv og gris, der bliver født, skal registreres, men det skal katte ikke, siger Mogens Wilbert fra Kattens Værn til DR Sjælland.
Dansk Folkeparti har i årevis kæmpet for en kattelov, men forslaget har ikke fået nok opbakning, fordi man med en mærkning af katte vil kunne stille katteejere til ansvar, hvis katten bevæger sig udenfor egen grund.
– Der hvor der har været størst modstand mod en kattelov har været på landet, fordi man har sine katte løbende ude, fordi de skal tage mus og rotter; og der, hvor de store problemer med vildkatte er i byerne, siger Karina Due (DF), der er dyrevelfærdsordfører.
Derfor arbejder Dansk Folkeparti nu på et nyt forslag til en kattelov, hvor man skal skelne mellem land- og bykatte.
– I landzone skal man så stadig have registreret sin kat, så det er ikke bare et brug-og-smid-væk-dyr, så vi vil stadig komme et stykke af vejen, siger Karina Due til DR Sjælland.
Vil bare have det halve
Hos Kattens Værn så man gerne en kattelov, der dækker hele Danmark, men den ser alligevel positivt på det kommende udspil fra Dansk Folkeparti.
– Det kan ikke lade sig gøre for tiden med en kattelov, og kan vi ikke få det hele, så lad os få det halve, siger Mogens Wilbert, formand for Kattens Værn.
Dyrenes beskyttelse arbejder også på EU-niveau med at få krav om mærkning af katte, så de hilser et nyt forslag om en dansk kattelov velkommen.
– Alt, hvad der overhovedet kan bidrage til den rigtige retning, ser vi selvfølgelig meget positivt på, siger familiedyrschef Jens Jochumsen til DR Sjælland.
I Munke Bjergby lykkes det efter nogle timer for Jan Flesborg at fange den røde vildkat, som er gået i fælden. Nu er den neutraliseret og sat ud igen.
Dansk Folkeparti forventer at fremsætte forslaget om en kattelov inden for et par måneder.
Løse katte
Skønt der ikke findes særlige love og regler for katte, som er de, som alle andre husdyr, dog omfattet af mark- og vejfredsloven. Det kan du læse mere om i vores artikel om løse katte.
Her kan du også få svar på, hvor mange katte der omtrent befinder sig i Danmark.