Løvens Hule-milliardær pludselig indlagt med frygtet sygdom
Hummel-bagmanden Christian Stadil har været indlagt med borrelia i fremskreden grad, oplyser han på Facebook.
Efter at have døjet med stivhed i nakken, store røde pletter på kroppen og et rødt og blåt bidemærke i knæhasen de sidste par måneder er Løvens Hule-investor Christian Stadil blevet indlagt på Rigshospitalet.
Det meddeler han selv på sin Facebook-profil.
Stadil er blevet indlagt med den frygtede sygdom borrelia, som typisk kommer efter et bid fra en skovflåt.
“Har haft det på fornemmelsen noget tid, men fik det i dag, efter at have fået tappet spinalvæske, bekræftet at jeg har neuroborreliose/borrelia i fremskreden grad. Syntes også, at jeg var ekstraordinært stiv i nakken, da jeg kørte hjem fra Aarhus sammen med min kammerat og oplægsholder til THORNICO ERFA dag Peter Stenbæk i går,” skriver Christian Stadil blandt andet på Facebook.
Roser Riget
Hummel-milliardæren har dog også overskud til at sende en hilsen til personalet på Rigshospitalet i København, som han er yderst tilfreds med.
“Min vigtigste pointe er egentlig, at jeg er dybt imponeret over det danske hospitalsvæsen her konkret Riget, overlæge Anne-Mette og hendes team. Wauw for en sød, åben og dybt professionel behandling. Tusind tak. I’am a BIG fan,” skriver Christian Stadil på Facebook.
Du kan se hele Christian Stadils opslag på Facebook herunder: