Loven for dine betalingskort er blevet ændret

Ændringerne burde være godt nyt for dem, der betaler med kort, når de handler ind.

Reglerne for betalingskort blev ændret 1. januar. Foto: Nikolai Linares/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Har du stået i en butik, klar til at betale for en vare, for så at opdage, at der på kortterminalen står, at der bliver pålagt et gebyr, når du bruger kortet? Det bør være fortid, efter at betalingsloven blev ændret med virkning fra 1. januar 2018.

Forbrug.dk skriver, at betalingskortgebyrer for de mest almindelige kort er blevet afskaffet, og at det dermed er ulovligt for virksomheder at opkræve gebyrer, både når du som forbruger betaler for en vare på nettet, og når du betaler med kort i en fysisk butik.

– Med de nye betalingsregler forsvinder forbrugernes gebyrer på betalingskort. Det betyder, at forbrugerne med fordel kan overveje, hvilket kort eller hvilken mobilløsning de vælger at betale med. Der kan være bonusser, kreditter og rabatter at hente alt efter betalingsform, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Michael Høg Riis til Forbrug.dk. 

Bliver du fortsat mødt med et gebyr, når du forsøger at betale med dit kort, har du nu mulighed for at klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det sker på mail kfst@kfst.dk hvor du opfordres til at vedhæfte beviser på gebyret, i form af en regning eller en Dankortkvittering. 

Ikke alle kort er lige

Benytter du dig af American Express, Diners Club og lignende tjenester, kan du stadig opleve gebyrer, da disse virksomheder indgår aftaler med både forbrugeren og forretningen om brug af kortet.

Du bør derudover vide, at der er tidspunkter, hvor du kun kan være sikker på at kunne betale med kort. Butikker har mulighed for at afvise dig, hvis du vil betale kontant, efter klokken 22.00, og allerede efter klokken 20.00, hvis butikken ligger et sted, hvor risikoen for røveri er stor.

Lavere selvrisiko

Ændringen i loven har også sænket selvrisikoen for forbrugere. Hvor den før var på 1000 kroner, er det beløb nu på 375 kroner. Til gengæld stiger selvrisikoen, hvis du som forbruger ikke giver kortudstederen besked, hvis dit kort bliver stjålet eller på anden vis kompromiteret, snarest muligt.

Det er også værd at nævne, at virksomheden stadig skal betale eventuelle gebyrer til kortudstederen, så i sidste ende kan det være, at man som forbruger kommer til at betale gebyrer på anden vis.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er man sikre på, at den nye betalingslov vil føre nye tider på markedet for betalingsløsninger med sig.

– Den nye betalingslov åbner for nye muligheder, som kan tiltrække nye aktører til markedet eller anspore de eksisterende til at udvikle nye produkter til gavn for forbrugerne, siger Michael Høg Riis til Forbrug.dk.

Powered by Labrador CMS