Louise-drabet: Helt konkret vidne efterlyses – se billeder af regntøj og hunden Maggie
Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi et helt konkret vidne - samtidig frigiver politikredsen flere billeder.
Københavns Vestegns Politi søger et muligt vigtigt vidne i sagen om den 32-årige Louise Borglit, der fredag 4. november blev myrdet i Elverparken i Herlev. Der er tale om en cirka 50-årig tidligere brandmand, som angiveligt bor nær ved parken. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den efterlyste mand har fortalt andre vidner, at han var i parken inden gerningstidspunktet.
Han har samtidig oplyst til andre vidner, at han inden drabet havde set den 32-årige kvinde, mens hun gik i parken og luftede hund. Derudover oplyste manden, at han var tidligere brandmand og at han boede på Tornerosevej nær ved parken.
Denne tidligere brandmand vil Københavns Vestegns Politi meget gerne tale med, da han kan have gjort sig vigtige observationer og opfordrer ham derfor til at kontakte politiet.
Ikke mistænkt
Manden kan som beskrevet vise sig at være et centralt vidne og er på ingen måde mistænkt. Udover at være omkring de 50 år gammel beskrives han som kraftig af bygning.
Samtidig vælger Købehavns Vestegns Politi at offentliggøre foto af den hund, som afdøde var ud at lufte og det regntøj hun bar:
Louise Borglit var på gerningstidspunktet iført et olivengrønt regnsæt og blå gummistøvler. Tøjet var ikke hendes eget, men noget hun havde lånt af en pårørende. Ifølge flere medier tilhører regntøjet Louise Borglits svoger.
Hunden Maggie
Op til gerningstidspunktet gik hun med en gylden Golden Retriever på otte år og hunden have lys i halsbåndet.
Hunden var ikke afdødes, men en hun luftede for en pårørende.
– Vi er fortsat interesserede i at høre fra vidner, der så afdøde op til overfaldet. Derfor vælger vi at offentliggøre billeder af den hund hun luftede og det tøj hun bar, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.
Bestialsk drab
Louise, der blev dræbt med flere knivstik i parken, var ude for at lufte sin søsters hund, da hun af endnu ikke fastlagte grunde blev stukket ned af gerningsmanden, der altså endnu er på fri fod. Politiet har tidligere oplyst, at kvinden var “synligt gravid”.
– Det er et bestialsk drab. Hun havde hverken taske eller noget med, har Hans Christian Tonnesen, Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi tidligere til Newsbreak.dk.
Dermed fastslår han, at det med al sandsynlighed ikke er et tilfældigt røveri. Intet er nemlig blevet fjernet fra den gravide kvinde.
I forbindelse med efterforskningen har politiet afhørt alle personer i umiddelbar relation til den afdøde kvinde og ingen af dem er mistænkt i sagen. Det samme gør sig gældende for faderen til det ufødte barn.
Det understreges af politiet, at der ikke er fundet noget afgørende spor eller tegn på motiv i den forbindelse.
Endnu en mand efterlyses
Et vidne så omkring drabstidspunktet en mand forlade parken. Han efterlyses også.
Han beskrives som:
Mellem 28 og 30 år gammel.
Han er cirka 180 til 190 centimeter høj.
Han er tynd/spinkel af bygning og har markeret tyndt ansigt.
Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko.
Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket.