Lotto-vinder af enormt beløb fundet

Onsdag blev den heldige vinder af knap 207 millioner kroner efterlyst. Danske Spil har nu været i kontakt med vinderen.

Danske Spil har fundet frem til vinderen der onsdag den 29. januar vandt den største gevinst en dansker har vundet i Vikinglotto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag den 29. januar blev en spiller med Vikinglotto-abonnement meget rigere.

Det var nemlig en dansker, der løb med præmien på 206.913.776 kroner, kunne Danske Spil afsløre umiddelbart efter udtrækningen af Lotto-tallene. Vinderen havde på det tidspunkt dog ikke givet sig til kende.

Artiklen fortsætter efter videoen

Knap en uge efter har Danske Spil nu fundet frem til millionæren.

I kontakt med vinderen

Da vinderen blev efterlyst, var det kendt, at vedkommende bor i Helsingør Kommune, samt at vedkommende havde et Vikinglotto-abonnement.

Og det er fortsat det, offentligheden får at vide om millionæren.

– Vi har været i kontakt med vinderen, men da vedkommende gerne vil være anonym, kan vi ikke oplyse yderligere, siger pressechef ved Danske Spil Thomas Bille Winkel til Newsbreak.dk.

Største gevinst i Vikinglotto

De knap 207 millioner kroner, som vinderen fra Helsingør Kommune kan glæde sig over, er den største gevinst til dato i Vikinglotto, som er gået til en dansker.

Den overgik med omtrent 100 millioner kroner den forhenværende 1. plads, da en dansker i 2016 vandt 140 millioner kroner.

Gevinsten på knap 207 millioner kroner er dog ikke den største Lotto-gevinst, der er blevet vundet af en dansker. I 2015 løb en person – også fra Helsingør-området – af med en gevinst på lidt over 315 millioner kroner i Eurojackpot.

Vikinglotto kan spilles i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen og Slovenien.

Powered by Labrador CMS