Lotto-chef: I dag kan Lars Bak angribe
Fredagens etape passer godt til Lars Bak, mener hans manager, der regner med, at danskeren forsøger sig.
Efter to etapesejre til André Greipel jagter Lotto Soudal et hattrick i Tour de France, og holdets dansker, Lars Bak, er en af dem, der skal forsøge sig.
Holdets manager Marc Sergeant giver Bak grønt lys til at angribe, hvis han ser en mulighed for at vinde. Det kunne meget vel være på fredagens 13. etape til målbyen Rodez.
– Etapen til Rodez vil passe ham godt. Han skal ikke gå i udbrud bare for at få opmærksomhed. Det har vores hold fået masser af allerede. Han skal kun angribe, hvis han har en fornemmelse af, han kan vinde, siger Marc Sergeant.
13. etape byder på tre kategoriserede stigninger: En i kategori 3 og to i kategori 4 – altså ikke noget, der bør skabe problemer.
Men den er hård nok til, at det næppe ender i en massespurt, hvor Bak ville skulle køre for at bringe Greipel i position.
– I første uge kørte hele holdet for Greipel, og det gav to etapesejre. Nu er det de andres tur til at forsøge sig. Målet er at vinde én mere, og det er det også for Lars, siger Marc Sergeant.
– Når Lars skal forsøge sig, skal etapen helst ikke være alt for let. Der kan eksempelvis være en afslutning, der går op ad bakke eller bare en kuperet rute. Så har han muligheden for at vinde, lyder det fra Lotto Soudal-chefen.
/ritzau/