Lotte Grigel taler ud om sit anstrengte forhold til Esbjerg-træner
Lotte Grigel taler ud om sit anstrengte forhold til Esbjerg-træner
Lotte Grigel taler nu ud om sit forhold til sin nu tidligere klubtræner i Team Esbjerg, Lars Frederiksen. I et interview med TV 2 SPORT siger hun, at træneren udviste total mangel på respekt over for hende.
Lotte Grigel nægtede at køre hjem med holdkammeraterne i spillerbussen efter en udekamp mod HC Odense 1. oktober, fordi hun angiveligt kun fik sporadisk spilletid. Hun havde igennem længere tid raget sig uklar med Team Esbjerg og især træner Lars Frederiksen.
Den 24-årige landsholdsspiller har indtil nu forholdt sig tavs om sagen, men i et interview med TV 2 SPORT afslører hun, at hun har haft problemer i klubben siden begyndelsen af 2015.
»Det startede tilbage i januar efter, at jeg havde skrevet under på min kontraktforlængelse, så jeg er blevet behandlet så dårligt over en så lang periode, at da jeg stod i Odense, var jeg nødt til at sige stop,« siger Lotte Grigel.
Glæde i januar
Hun lægger ikke skjul på, at det var med glæde, da hun underskrev kontrakten tilbage i januar. Men så ændrede situationen sig.
»Jeg havde en klump i maven og tænkte, at der er et eller andet, der er fuldstændig galt. Og den klump kom hver gang jeg var til træning, hvor jeg konsekvent blev ignoreret. Der var total mangel på respekt. Det var ikke sådan, at der var mangel på kommunikation, der var ingen kontakt overhovedet. Og det gjorde, at jeg havde det så dårligt med at skulle til træning,« fortæller Lotte Grigel.
Problematisk kommunikation
Lotte Grigel pointerer, at det handler om, at man som mennesker skal behandle hinanden ordentligt og have respekt for hinanden. Hun har ifølge eget udsagn gentagne gange forsøgt at henvende sig til Lars Frederiksen for at få rådet bod på deres problematiske kommunikation.
I kølvandet på kampen i Odense tog Lotte Grigel kontakt til Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, for at snakke tingene igennem. Her klargjorde landsholdsprofilen, at hun aldrig mere ville spille under træner Lars Frederiksen. Lotte Grigel har siden mødet med sportschefen ikke været i sin barndomsklub.
Hun er i stedet skiftet til den russiske klub Rostov-Don.