Lotte Friis stopper karrieren: Svømning har været mit liv
Lotte Friis har hoppet i bassinet for sidste gang, siger svømmeren, der har vundet mange medaljer i karrieren.
Svømmeren Lotte Friis stopper karrieren fra dags dato. Det fortæller hun i en pressemeddelelse.
Dermed blev OL i Rio i august det sidste store stævne, som 29-årige Lotte Friis deltog i.
– Det har ikke været en nem beslutning at træffe – at stoppe med den sport, der gennem mange år har givet mig så mange fantastiske udfordringer, så mange oplevelser, så mange gode venner og så megen glæde.
– Det er en sport, der i mange år har været mit liv, siger Lotte Friis.
Hun fortæller desuden, at hun er stolt af sin karriere og resultater, som især blev hentet i favoritdisciplinerne 800 meter fri og 1500 meter fri.
– Jeg håber, at jeg har sat nogle aftryk i dansk elitesvømning, og at jeg har været en rollemodel for yngre svømmere og dermed været med til at motivere en ny generation af svømmere til at tro på sig selv og til at turde drømme store drømme.
– Jeg vil med interesse følge dansk svømning, selv om mit liv i fremtiden primært vil være udenfor bassinet, siger Lotte Friis.
I pressemeddelelsen fra Dansk Svømmeunion modtager sportschef Lars Green Bach beslutningen med forståelse.
– Det er uden tvivl en epoke i dansk svømning og dansk eliteidræt, der nu slutter.
– De sidste mange års resultatmæssige succes i dansk svømmesport blev i høj grad indledt med Lottes bronzemedalje ved de olympiske lege i Beijing i 2008.
– Lotte har givet Danmark nogle helt fantastiske og uforglemmelige sportslige oplevelser.
– Oplevelser som uden tvivl har inspireret rigtig mange mennesker både i og uden for sporten til at forfølge deres drømme og mål og til at arbejde vedholdende for at nå dem, siger Lars Green Bach.
I løbet af karrieren har Lotte Friis vundet medaljer ved både EM, VM og OL.
/ritzau/