Løsladte får dårlig hjælp

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er svært at vende tilbage til et normalt liv, når man først har været en tur i spjældet, oplyser flere foreninger.

Flere foreninger efterlyser derfor bedre hjælp fra kommunerne, for at de løsladte ikke skal falde tilbage i kriminalitet, skriver Jyllands-Posten.

Foreningerne bliver bakket op af tal fra juni i år, der viser, at knap 37 procent af de løsladte i 2011 begik ny kriminalitet inden for de første to år af deres løsladelse.

Tallet lå på 31 procent i 2006. Linda Nielsen, formand for Det Kriminalpræventive Råd, ser helst, at kommunerne og kriminalforsorgen bliver bedre til at samarbejde.

»Problemet ligger i, at der bliver lidt for vandtætte skotter mellem kommune og kriminalforsorg. Der er brug for et større samarbejde de to imellem, og selv om der er flere projekter,

der peger i den rigtige retning, er det stadig meget forskelligt, hvilken behandling du får, alt efter hvor du bliver løsladt,« siger hun til Jyllands-Posten.

Linda Nielsen, der også sidder i regeringens udvalg om Forebyggelse og Resocialisering, foreslår også at eftergive den gæld, de indsatte sidder tilbage med i forbindelse med de sagsomkostninger, der følger med en retssag.

Forslaget vinder både opbakning fra Kriminalforsorgforeningen og Fængselsforbundet.

Et andet forslag, der skal hjælpe de kriminelle efter dommen, kommer fra formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, der vil have en mentorordning for de løsladte.

Kim Østerbye forklarer, at det er meget vigtigt, at de kriminelle har en, der gider at være sammen med dem, når de bliver løsladt, fordi det er svært for dem at få nye venner.

Det skal kommunerne hjælpe dem med, mener han.

Powered by Labrador CMS