Lose: Nærliggende at melde Holst til politiet
Regionsrådsformand Stephanie Lose mener, at regionsrådet ikke kan sidde konklusionen fra Statsforvaltningen overhørig, og at det er nærliggende at politianmelde partifællen og forgængeren på posten, Carl Holst.
Regionsrådsformand Stephanie Lose mener, at regionsrådet ikke kan sidde konklusionen fra Statsforvaltningen overhørig, og at det er nærliggende at politianmelde partifællen og forgængeren på posten, Carl Holst.
Formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) finder det »nærliggende«, at sagen om Carl Holsts (V) misbrug af en regionsansat medarbejders tid bliver en sag for politiet. Det siger hun til fyens.dk.
»Det er en forbløffende klar konklusion. Der er foregået noget ulovligt, og når der er sket noget ulovligt, så er det nærliggende, at det er en sag for politiet,« siger Stephanie Lose til avisen, efter at Statsforvaltningen fredag har slået fast, at Holsts brug af den regionsansattes tid til at føre valgkamp for Holst har været i strid med loven.
Sagen drøftes på mandag
Regionsrådet ventes at drøfte sagen på et møde mandag, og flere politikere har allerede bebudet, at de vil politianmelde Holst efter Statsforvaltningens udtalelse.
»Der er foregået ulovlige ting, og det er ikke acceptabelt, så han skal politianmeldes,« fortæller næstformand i Region Syddanmark Poul-Erik Svendsen (S) til DR Fyn.
Også hos Enhedslisten mener man, at den tidligere regionsrådsformand skal politianmeldes.
Sagen om Holsts mulige misbrug af den regionsansattes tid fik tidligere på efteråret Holst til at trække sig som forsvarsminister. Carl Holst er nu kirkeordfører for Venstre.