Lorry henter ny chef hos TV2
TV2’s marketingdirektør skal være ny chef for den regionale tv-station i hovedstadsområdet.
Det bliver TV2’s marketingchef, Morten Kjær Petersen, der 1. januar skal afløse Dan Tschernia som direktør for TV2’s regionalstation i hovedstadsområdet, TV2/Lorry.
Det oplyser TV2/Lorry.
– Morten har i ansættelsesprocessen præsenteret os for store visioner omkring de mange muligheder, han ser i TV2/Lorry.
– Morten insisterer på, at god regional journalistik er vigtigere end nogensinde, nu hvor globalisering og polaritet er stigende, siger bestyrelsesformand Frede Jørgensen i en pressemeddelelse.
Tilbage i august meddelte stationens bestyrelse til fagbladet Journalisten, at den 67-årige Dan Tschernia efter eget ønske ville stoppe til nytår efter 25 år som direktør for TV2/Lorry.
Han har det seneste år tiltrukket sig opmærksomhed for sin forvaltning af regionalstationens licensmidler, som blandt andet er gået til en medlemsklub, som sælger vin og arrangerer rejser.
Denne klub blev i juni erklæret ulovlig af Kulturministeriet.
Sagen skulle dog ikke have haft betydning for direktørens beslutning om at stoppe, lød meldingen tilbage i august.
Den nye direktør har været marketingchef for TV2 siden marts sidste år, hvor han kom til fra en stilling som kommunikationschef i Red Barnet.
Morten Kjær Petersen har tidligere været ansat i en længere periode i DR blandt andet som chef for P3 og P4.
– Vi skal lære vores seere rigtigt godt at kende og finde ud af, hvad der er vigtigt for dem i deres daglige liv. Vi er meget tættere på dem, end nogle af de landsdækkende eller globale medier kan være, det skal seere og brugere kunne mærke, erklærer den kommende direktør.
/ritzau/