Løndumping koster Metro-underleverandør millioner

Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det italienske byggefirma Cipa er ved en voldgift blevet pålagt at efterbetale 22 millioner kroner.

Den største sag om løndumping i Danmark blev afgjort ved en voldgift tirsdag, og her blev det italienske entreprenørfirma Cipa pålagt at betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling, fordi det underbetalt flere af sine ansatte.

Cipa er underentreprenør i det københavnske Metrobyggeri og har i den forbindelse over en periode på to år ikke betalt flere hundrede udenlandske arbejdere den løn, de ifølge overenskomsten har været berettiget til.

Arbejdede for ned til 55 kroner i timen

Fagforbundet 3F, der har anlagt sagen, hævder, at udlændingene, der stammer fra Polen, Rumænien og Italien, har fået helt ned til 55 kroner i timen.

– Det står klart, at vi har haft ret i vores påstand, og det er vi tilfredse med. Det her er klart den største sag om underbetaling i Danmark nogensinde, siger faglig sekretær i fagforbundet 3F, Silas Grage, til Fagbladet 3F.

Ifølge 3F har Cipa forsøgt at skjule underbetalingen ved at trække fiktive acontobeløb fra de ansattes lønsedler.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS