Lokofører overså signal: Tog på kollisionskurs

I maj 2015 nåede to tog at bremse 200 meter fra hinanden, da de endte på samme spor ved Mørkøv med kurs mod hinanden.

Det var her ved sporet ud fra Mørkøv station i retning mod Regstrup, at en lokomotivfører kom til at køre frem uden at have startsignal. Foto: Google Maps
Det var her ved sporet ud fra Mørkøv station i retning mod Regstrup, at en lokomotivfører kom til at køre frem uden at have startsignal. Foto: Google Maps
Offentliggjort Sidst opdateret

En menneskelig fejl skabte i maj 2015 en dramatisk situation på togskinnerne ved Mørkøv Station på strækningen mellem Kalundborg og Holbæk.

En lokomotivfører kom den 19. maj 2015 til at køre et tog afsted fra stationen i retning mod Holbæk, selvom signalerne viste, at toget ikke måtte køre endnu. Der var nemlig et tog på vej fra den modsatte retning fra Holbæk mod Kalundborg på en strækning, hvor der kun er et spor. Det var meningen, at de to tog skulle passere hinanden på Mørkøv Station, hvor der er to spor.

Havarikommissionen oplyser til Newsbreak.dk, at denne type hændelser er sket flere gange – men dog stadig yderst sjældent.

Kommissionen har valgt at afslutte sin behandling af hændelsen efter de indledende undersøgelser med en redegørelse af forløbet. Kommissionen vurderer ikke, at der vil komme forebyggende anbefalinger eller vigtige informationer for jernbanesikkerheden ud af en grundigere undersøgelse.

Ifølge Havarikommissionens chef for Jernbaneenheden, Bo Haaning, ville situationen kunne forhindres med et nyt signalsystem, der automatisk kan bremse togene, hvis de er ved at køre ind på en sporstrækning, hvor der er et andet tog.

– Men man er i gang med at bygge og udskifte signalsystemerne, og Nordvest-banen (hvor episoden fandt sted /red.) er på en liste over de steder, hvor der er planlagt at skifte ud med et nyt signalsystem, siger Bo Haaning til Newsbreak.dk om Havarikommissionens begrundelse for at afslutte undersøgelsen af den potentielt farlige hændelse.

Advarede med lys

Lokomotivføren, der var kommet til at køre afsted på trods af et stopsignal, opdagede sin fejl kort efter, da han så et andet stopsignal. Han fik hurtigt standset toget, men holdt nu på den enkeltsporede strækning.

Lokomotivføreren i det modkørende tog, der var på vej ind på stationen, blev opmærksom på, at de to tog var på vej mod et sammenstød, da lokomotivføreren i det holdende tog blinkede med togets lygter. Det lykkedes den modkørende lokomotivfører at få bremset toget mellem 200 og 300 meter fra det holdende tog.

Ikke nær katastrofe

Bo Haaning tror, at togene havde undgået sammenstød, selv hvis lokomotivføreren ikke havde lagt mærke til advarselsblinkene.

– Jeg ved ikke, om de ville have ramt hinanden, men jeg tror det faktisk ikke, for toget var allerede under nedbremsning på vej ind på stationen. For os er det en alvorlig hændelse, men det er ikke en nær katastrofe, siger Bo Haaning.

Banedanmark oplyser på sin hjemmeside, at alle landets jernbaner og S-togs-strækninger efter planen i 2021 har fået de nye signalsystemer, der skulle kunne forhindre at menneskelige fejl kan sende to tog på kollisionskurs, som det skete her.

 

Powered by Labrador CMS