Løkke bekræfter: F-35 som regeringens bud på nyt kampfly

Regeringen anbefaler en ordre på 27 F-35-kampfly til det danske forsvar. Flyet skal erstatte F-16.

Regeringen indstiller kampflyet F-35 til det danske valg af nye kampfly. Regeringen ønsker at købe 27 nye kampfly, mens De Konservative vil have 30 og flere røde partier ønsker markant færre fly. Foto: Ho/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Så er det officielt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bekræfter torsdag, at regeringen indstiller F-35 til at være det kampfly, som skal erstatte Danmarks snart udtjente F-16-fly.

Regeringen anbefaler en ordre på 27 F-35-fly, der også går under navnet Joint Strike Fighter, og som produceres af amerikanske Lockheed Martin.

F-35’eren har længe været favoritten i opløbet om at blive Danmarks næste kampfly. Eurofighter og Boeings F-18 Super Hornet må se sig slået i konkurrencen.

Indstillingen kommer på baggrund af en rapport fra Nyt Kampfly Program-kontoret under Forsvarsministeriet, som har evalueret de tre forskellige kandidatfly.

Fejlbehæftet

Joint Strike Fighter er et fly med et noget blakket ry. Ifølge flere tests er der graverende fejl ved flyet.

I en rapport fra det amerikanske forsvar ved Pentagon fastslås der, at der er store problemer med flyets radar. Den risikerer at bryde helt ned og skal derefter genstartes.

F-35 kan heller ikke lette i tordenvejr, og målsøgningsmekanismen har heller ikke imponeret testerne. I 11 ud af 12 forsøg måtte testerne gøre opgaven lettere, for at få F-35 i gennem.

Ingen oprustning

Ordren på de 27 fly er ikke et udtryk for hverken oprustning eller nedrustning af det danske forsvar, siger Lars Løkke.

– Vi har vurderet, at det er nødvendigt med 27 nye kampfly, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Med de nye fly kan vi udføre de samme opgaver som hidtil: Overvåge vores luftrum, afvise krænkelser og modvirke at krige ude i verden rykker tættere på.

Powered by Labrador CMS