Lokalpolitiker sover i telt mens de andre er på kro: -Det virker helt forkert

Byrådet i Vejen Kommune bruger 50.000 kroner på at lave budgetseminar på Nymindegab Kro. For meget, mener Enhedslistens byrådsmedlem

Enhedslistens Jakob Bjerregård på i sit telt ved Nymindegab i Vestjylland. (Foto: Newsbreak.dk)
Enhedslistens Jakob Bjerregård på i sit telt ved Nymindegab i Vestjylland. (Foto: Newsbreak.dk)
Offentliggjort Sidst opdateret

De må have sovet godt, kommunalpolitikerne i Vejen Kommune. For som mange andre af landets byråd, har byrådet i Vejen valgt at afholde deres årlige budgetseminar væk fra de vante rammer – på Nymindegab Kro, omkring 80 kilometer fra rådhuset.

Men Enhedslistens byrådsmedlem Jakob Borgensgård er gået sin egen vej. I en tid, hvor kommunen skal finde 50 millioner kroner årligt at spare i budgettet mener han ikke, at de omkring 50.000 kroner, som kommunen har givet for opholdet, er godt givet ud:

– Så er der råd til at sende hele byrådet på kroophold et par dage. Det, synes jeg, er en mærkelig prioritering, siger Jakob Borgensgård til Newsbreak.dk.

Han har i stedet valgt at slå telt op et par kilometer fra kroen. Og selvom natten har budt på en smule regn og de danske sommertemperaturer er faldende, har han sovet udmærket, siger han:

– Jeg kom først i seng klokken halv tre, men ellers har det været godt. Og vejret kunne jo trods alt også være noget værre, siger Jakob Borgensgård.

Borgmester: Store fordele ved kroophold

Det rører ikke det store hos Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr fra Venstre, at hans kollega har valgt at lave en frilufts-protest mod kommunens prioritering.

Borgmesteren tager nemlig ganske let på Enhedslistens byrådsmedlems overnatning i det fri, siger han:

– Jeg håber da ikke, han har haft det alt for koldt i nat, han skal jo gerne være kvik til at deltage i seminaret i dag. Men hvis Jakob gerne vil sove i telt, så er han da velkommen til det. Jeg ser det som et humoristisk indslag, siger Egon Fræhr.

Egon Fræhr mener nemlig, at der er store fordele ved opholdet på kroen. Man kan bedre koncentrere sig om den opgave, det er, at fastsætte rammerne for budgettet, siger han:

– Hvis man er alt for tæt på der, man har sin dagligdag, så er tendensen at folk lige skal klare noget ved siden af – så der er store fordele ved at holde det her. Og så er det jo et nyt byråd, så der er lidt teamwork i at man lige spiser et par måltider sammen, siger Egon Fræhr.

Kommunen sparer ikke en krone på teltturen

Vejen Kommune har betalt omkring 50.000 kroner for at sende byrådet og i alt seks kommunalt ansatte afsted på kroopholdet. Og de penge kunne man meget nemt have sparet, mener Jakob Borgensgård.

– Man skal jo tænke på, hvad alternativet er – jeg mener, der er udmærkede mødelokaler i kommunen. Nymindegab er et dejligt sted, det er ikke det, men kommunen råder over lokaler, der er mindst lige så gode, siger Jakob Borgensgård.

Og politikeren mener heller ikke, at borgmesterens argument om, at man holder folk fra at lave andre ting, er et, han kan bruge til meget:

– Når vi sidder og laver et budget til flere milliarder, så skal vi kunne stole på hinanden og på at vi bliver. Vi behøver ikke fysisk være langt væk, siger Enhedslisten-politikeren.

Borgmester Egon Fræhr mener, det vil være useriøst at ændre på kommunens fremgangsmåde på grund af kollegaens protest. Og så sparer kommunen i øvrigt heller ikke nogen penge på det, for opholdet er bestilt som en pakkeløsning.

Powered by Labrador CMS