Løj for at skåne sin handicappede bror
Skuespiller Simon Sears er aktuel i Netflix-serien "Skruk", hvor løgnene bare vokser. I barndommen lærte han for at skåne sin bror at holde nogle ting skjult
Løgnene står i kø i den nye danske Netflix-serie "Skruk", hvor en fertilitetslæge opbygger et spind af usandheder, da hun stjæler sin ekskærestes sæddeponering og bliver gravid.
Rollen som ekskæresten, Mathias, der uvidende snart skal være far, bliver spillet af den 38-årige Simon Sears, der tidligere har haft roller i spillefilmen "Shorta" og DR-serien "Herrens veje".
Selv om de store løgne ligger ham fjernt, lærte han tidligt i livet, at de små, hvide løgne kunne være med til at beskytte dem, som han holder af.
- Jeg er virkelig dårlig til at lyve. Jeg har ikke samvittighed til det og kan kun finde ud af det, når det gavner andre.
- Men jeg har tilbageholdt ting for at skåne andre, på den måde kan jeg godt finde på en lille hvid løgn. Det tror jeg er meget naturligt. Det handler også om, hvad og hvem man prøver at beskytte med løgnen.
Storebror ramt af hjerneskade
Simon Sears er opvokset med en storebror, der som treårig blev ramt af en hjerneskade, der har gjort, at han i dag mentalt er på det samme stadie som en elev i 1. klasse.
Brorens handicap kan skabe situationer, hvor den hvide løgn tjener ham bedre end sandheden.
- Nogle gange er det federe for ham at få lov at blive i den verden, han synes er fed. Det er ikke altid nødvendigt at fortælle ham, hvordan virkeligheden er.
- Der kan jeg godt finde på at lyve lidt, fortæller skuespilleren.
Utroligt hårdt
Virkeligheden bankede dog alligevel på i ungdomslivet, hvor Simon Sears som 18-årig begyndte at gå i byen med venner og ofte tog sin bror med.
- Mens jeg var i byen, sad min bror og kiggede på mig og havde aldrig selv haft en kæreste. Det var utrolig hårdt for min bror at vokse op og se mig leve det liv, som han selv drømte om.
- Jeg havde heller ikke altid lyst til at være babysitter, men det var simpelthen for hårdt at efterlade ham hjemme, siger han.
Selv om Simon Sears er fem år yngre end sin storebror, så blev der hurtigt byttet rundt på rollerne som lillebror og storebror i familien. Omverdenen tvang allerede som barn skuespilleren til at stå op for broren.
- Tidligt i livet fik jeg et indblik i virkeligheden, og hvor latterlige og onde selv voksne mennesker kan være, siger han.
Drillede ham virkelig groft
Da Simon Sears var 12 år, havde broren efter mange forsøg endelig erhvervet sig et knallertkørekort. Det var en sejr for broren, da han endelig kunne køre rundt på sin knallert.
Men storebrorens glæde fik ikke lov til at blomstre længe, før nogle 16-18-årige drenge slår skår i den. På en tur til det lokale center tog drengene nemlig knallerten fra ham og begyndte selv at køre rundt på den.
- Så stod jeg der som 12-årig og skulle skælde de her voksne mennesker ud. Sådan nogle episoder var der rigtig mange af, hvor rationelt tænkende mennesker drillede ham virkelig groft.
- Det er desværre ikke altid det gode i mennesker, der lyser, fortæller Simon Sears.
Et beskyttergen
Stjerneskuespilleren beskriver selv, hvordan omverdens stedmoderlige behandling af broren tidligt udstyrede ham med et beskyttergen.
- Det har været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Det har givet mig stor medfølelse. Jeg er ikke en helgen. Men jeg har stor empati for folk og deres udfordringer.
Og evnen til at udvise empati er særligt kommet til udtryk, efter at Simon Sears og hans hustru, Ingibjörn, har bragt deres to sønner på tre og seks år til verden.
- Jeg har særligt fået let til tårer, efter jeg er blevet far. Og så kan jeg slet ikke snuppe uretfærdighed. Jeg eksploderer, hvis folk taler ned til andre og ikke er søde.
- Jeg kan ikke rumme det, og det stammer nok fra min opvækst med min bror. Hvis jeg ser andre blive behandlet skidt, så holder jeg ikke min kæft, uanset hvem det er.