- Løgne fældede borgmester
Løgne om et kys fik økonomiudvalg til at miste tilliden til borgmester Morten Andersen (V) i Nordfyns Kommune, siger S-politiker
Det var ikke et kys til en julefrokost, men de efterfølgende løgne, der resulterede i, at Økonomiudvalget i Nordfyns Kommune mistede tilliden til borgmester Morten Andersen (V).
Det siger Kasper Solberg (S), der er næstformand i Økonomiudvalget i kommunen, efter at Morten Andersen mandag aften meddelte sin afgang som borgmester efter 13 år på posten.
- Det at kysse en kvindelig deltager til en julefrokost er jo ikke nok til, at en borgmester må trække sig. Vi er nødt til at aflive det her heltekvad, som Morten Andersen forsøger at skrive.
- Den ordlyd, der blev vedtaget på økonomiudvalgsmødet i torsdags, dækker over, at vi tager kraftigt afstand fra en yderst upassende opførsel, som en borgmester lægger for dagen til et personalearrangement, og at han gentagne gange lyver for sit økonomiudvalg, siger Kasper Solberg tirsdag til Fyens Stiftstidende.
Indkaldte selv til møde
Morten Andersen indkaldte selv til et møde i Økonomiudvalget torsdag i sidste uge.
Her ville han redegøre for de rygter, der havde floreret om, at der var foregået upassende ting til julefrokosten i december sidste år.
Benægtede
Kasper Solberg siger til Fyens Stiftstidende, at Morten Andersen på mødet torsdag benægtede, at der var foregået noget upassende til julefrokosten.
Herefter indstillede Kasper Solberg til, at mødet blev suspenderet, og at Morten Andersen blev sendt uden for døren, mens resten af Økonomiudvalget drøftede sagen.
Forelægger ham situationen
- Så hiver vi ham ind igen og forelægger ham situationen. Og her tror han stadig, at han kan lave en brandslukning ved at lyve sig igennem et møde gentagne gange, siger Kasper Solberg til mediet.
Mandag aften lagde Morten Andersen et opslag på Facebook, hvor han blandt andet skrev følgende:
- Det har sin rigtighed, at jeg på dansegulvet har kysset med en kvindelig deltager under julefrokosten.
- Jeg kan ikke ændre på det, men jeg giver en uforbeholden undskyldning for min ageren over for alle.
Til sidst i opslaget meddelte Morten Andersen, at han ikke havde yderligere kommentarer i sagen.
Stillede op til TV 2
Samme aften stillede han imidlertid op i et interview med TV 2 og gav sin version af forløbet.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Morten Andersen til anklagerne om, at han skulle have løjet over for Økonomiudvalget.