Løfter på hatten for vulkanøens præstationer
Island leverede tilbage i oktober sidste år en kæmpe sensation, da Holland blev besejret med 2-0 i EM-kvalifikationen. Fredag slog de så til igen med en 2-1-sejr over Tjekkiet, og det sendte dem til tops i Gruppe A, hvor udbyttet af de første seks kampe lyder på imponerende 15 point.
De flotte præstationer går heller ikke ubemærket hen på Island. Den tidligere OB-spiller Jacob Schoop rykkede i april teltpælene op og drog mod nord, for at tørne ud for KR Reykjavik, og han fortæller om et islandsk folk svulmende af stolthed.
»Man kan godt mærke, at de selv er overraskede over, at det går så godt, men de er også bevidste om, at de har et ret godt hold. Nu er presset lige pludselig på dem, fordi det forventes af dem, at de går videre. Det er sindssygt imponerende, at det kan lade sig gøre, men der er en kæmpe opbakning til dem heroppe. Det er virkelig hele familien Island, der går op i det,« siger Jacob Schoop.
Tilbage i 2010 var de islandske kæmper rangeret som nummer 112 i verden, men den lille vulkanø har henover årene udviklet sig til en rigtig god fodboldnation, og de er nu placeret som nummer 37. Den islandske opblomstring vil nå en foreløbig kulmination, hvis det lykkes dem at kvalificere sig til landets første slutrunde nogensinde, og den drøm lever i bedste velgående efter fredagens triumf.
26-årige Jacob Schoop var inde og se kampen mod Tjekkiet sammen med sin holdkammerat og landsmand Søren Frederiksen, og det var en oplevelse, han sent vil glemme.
»Der var virkelig sådan en euforisk stemning. Fansene var virkelig fantastiske, og det lød som om, der var dobbelt så mange, end der egentlig var. Folk tror virkelig på, at det kan lade sig gøre, at de kommer til det der historiske EM, og det ser jo også sådan ud. Vi var også sådan helt islandske inde i hjertet og heppede med til det sidste. Det var sgu en fed oplevelse.«
Han fortæller, at kampen blev udsolgt på en halv time, så det var heldigt, at hans tidligere OB-holdkammerat Ari Skulason, der selv spillede kampen, kunne hjælpe med billetter. Og det med at hjælpe hinanden, er netop ifølge Schoop det, der gør Island i stand til at levere disse store præstationer.
»Nu ser man i går (i fredagens kamp mod Tjekkiet, red.), at de kommer bagud og alligevel kommer tilbage. De føler sig aldrig slået. De bliver ved, indtil dommeren fløjter af. De står bare sammen, og det virker til, at de har et fantastisk sammenhold. Alle er gode venner med hinanden, og det virker som om, de er der 100 procent for sidemanden. Det er holdet før individet, og det virker som om, de har det fedt med at spille,« siger han.
Næste skridt på den islandske vej mod EM-slutrunden skal tages 3. september, hvor man skal på besøg i Holland. Her vil det ganske givet være en flok revanchelystne hollændere, der venter, men de islandske krigere har efterhånden vist, at de ikke skal undervurderes.