Løbet tør? Sådan får du medicin i juledagene

Apoteket kan genordinere din medicin, hvis recepten er udløbet

Det er muligt – hvis lægen har lukket – at få sin medicin. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du opdager, at din recept er udløbet, og du ikke kan få fat i lægen, kan apoteket muligvis hjælpe og ’forlænge’ din recept gennem en genordination.

Det betyder, at du kan få medicinen i den mindste pakning, så du kan klare dig, indtil du får lægen til at udskrive en ny recept.

Det oplyser apotekerne i Danmark i en pressemeddelelse.

(I faktaboksen kan du se, hvilken medicin, du kan få genordinreret).

Det koster (ud over medicinens pris) omkring 20 kroner i gebyr at få genordineret sin medicin. Tilbuddet gælder på alle apoteker og i hele apotekets åbningstid – også i weekender og vagtåbninger.

For at kunne få en genordination skal du være i stabil behandling med den pågældende medicin.

Det vil sige, at du har været i behandling med medicinen i samme dosering i minimum et halvt år, mens du ved p-piller skal have brugt dem i mindst et år. Desuden skal du have en aktiv ordination på lægemidlet (det kan du se i appen Medicinkortet eller på www.sundhed.dk), og sidste udlevering af lægemidlet skal være sket på baggrund af en recept fra lægen.

Denne medicin kan genordineres

Du kan få genordineret medicin inden for disse områder:

  • Medicin mod for meget mavesyre
  • Medicin mod kronisk inflammatoriske tarmsygdomme
  • Insuliner
  • Adrenalin
  • Medicin mod forhøjet blodtryk
  • Medicin mod forhøjet kolesterol
  • Hormonholdige cremer
  • P-piller
  • Medicin mod osteoporose (knogleskørhed)
  • Hormonnæsespray mod allergi og høfeber
  • Inhalationsmedicin mod astma og allergi

Vil du helt konkret vide, om din medicin kan genordineres, så gå ind på www.min.medicin.dk. Når du slår medicinens navn op og går ind under “Pakninger, priser, tilskud og udlevering”, står der med grøn skrift “Genordn. B” eller “Genordn. J” (i kolonnen “Udlevering”), hvis den kan genordineres.

Bemærk, at apoteket ikke må genordinere medicin til gravide, ammende eller børn under 15 år.

Foretages af autoriseret behandlerfarmaceut

Det er en behandlerfarmaceut, som står for genordinationen – det vil sige en farmaceut, der er specielt uddannet og autoriseret til at kunne genordinere receptmedicin. En behandlerfarmaceut kan desuden ordinere dosispakket medicin med tilskud. Alle apoteker har en behandlerfarmaceut.

Powered by Labrador CMS