LO-familie får 10.000 på offentlig nulvækst
LO-familier vinder på Venstres forslag om offentlig nulvækst, mens folk på offentlige overførsler betaler.
Gevinsten fordeles ulige ved offentlig nulvækst, som Venstre går til valg på. Mens en LO-familie med to børn årligt får 10.000 kroner mere, end hvis det offentlige forbrug årligt stiger 0,6 procent, som SR-regeringen ønsker, så taber personer på offentlige overførsler med lav indkomst.
Det oplyser finansminister Bjarne Corydon (S) i et svar til Folketingets finansudvalg.
Med nulvækst svinder det offentlige forbrug med 20 milliarder kroner indtil 2020. Samtidig forbedres de offentlige finanser med 19 milliarder kroner. Hvis hele gevinsten går til danskere i job, kan beskæftigelsesfradraget øges 14,5 procentpoint.
Så øges rådighedsbeløbet med 24.300 kroner årligt for en LO-familie med to børn. Herfra må man modregne 14.300 kroner, fordi familien trækker mindre på offentlige udgifter med nulvækst. Så er der 10.100 kroner tilbage til at øge familiens forbrug, oplyser Bjarne Corydon.
Til gengæld rammer offentlig nulvækst danskere på offentlige overførsler. De trækker mest på det offentlige, påpeger han.
– En del af disse er overførselsmodtagere og får derfor ikke del i skattelettelsen, der følger af det højere beskæftigelsesfradrag, siger Bjarne Corydon.
Nulvækst kan ramme folkepensionister med dårligt helbred, som trækker meget på det offentlige sundhedssystem. De får måske mindre forbrug, forklarer finansministeren.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, finder det ikke asocialt at øge fradraget til folk i job på bekostning af personer på overførsler.
– Folk, der lever af overførsler, vil have nøjagtig det samme som før. Ved offentlig nulvækst holder man igen med de offentligt ansatte og varekøbet. Nulvækst er lavere end 0,6 procent vækst. Men det kan man kompensere ved at øge produktiviteten i det offentlige, siger Mads Lundby Hansen.
Kommuner kan som sygehuse årligt øge produktiviteten med to procent, mener han.
/ritzau/