Livstruende bakterie i farlig fremgang: Her skal du passe på
Flere danskere end nogensinde før er blevet smittet med den livstruende sygdom legionella.
Den frygtede legionærsyge har nu for alvor gjort sit indtog i Danmark. Faktisk er der i disse år flere end nogensinde før, der er blevet smittet med den livsfarlige sygdom. Det skriver Jyllands-Posten, som citerer Berlingske.
Normalvis bliver omkring 100 danskere smittet med legionærsyge, men sidste år blev hele 278 danskere smittet, og i år er der allerede foreløbigt 104, der er blevet smittet ifølge Jyllands-Posten.
Det giver dybe panderynker hos Statens Serum Institut.
– Det er en påfaldende og bekymrende stigning, vi ser i antallet af sygdomstilfælde, og vi har ikke rigtigt nogen forklaring på, hvorfor vi ser den udvikling. Derfor er det oplagt at gøre en indsats for at sætte fokus på udviklingen og prøve at forstå, hvad der foregår, siger afsnitsleder på Statens Serum Institut Steen Ethelberg til Berlingske ifølge Jyllands-Posten.
Der er derfor nu blevet nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge, hvorfor så mange danskere lige nu bliver smittet med sygdommen, skriver Jyllands-Posten.
Du kan læse mere om, hvor du skal være særlig opmærksom på legionellabakterien i denne artikel:
Legionærsyge
- Legionærsygdom er en lungebetændelse, der forårsages af bakterien Legionella pneumophila og i sjældne tilfælde af andre legionellaarter.
- Legionella er bakterier, der naturligt hører til i våde og fugtige miljøer. De trives godt ved relativt høje temperaturer fra 30 til 45 °C, og gror derfor i de fleste vandinstallationer, hvor disse temperaturforhold forefindes.
- Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, der er forurenet med Legionella. Da mange forskellige vandanlæg kan sprede forstøvet vand, er der flere mulige smittekilder, men brusebadning antages at være den hyppigste smittevej herhjemme.
- De første symptomer er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, ganske som ved en influenza. I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet (konfusion), lever og nyre. Sygdommen er ofte meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus.
- Omkring 30 % af de danske tilfælde smittes under udlandsrejse, typisk i sommer- og efterårsperioden under rejse til det sydlige Europa eller andre feriedestinationer. Smittekilderne er her oftest brugsvandet eller spabade på hotellerne.
- Sygdommen rammer især ældre og svækkede personer. Mænd har større risiko for at blive ramt end kvinder.
- Mellem 10 og 15 procent af de smittede dør af sygdommen.
Kilde: Statens Serum Institut
Livsfarligt at lade være: Derfor skal du altid lade vandhanen løbe