Livstid? I dag får Pistorius sin dom

I dag modtager Oscar Pistorius sin dom. Foto: Themba Hadebe/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius’ skæbne kan blive afgjort torsdag i Pretoria.

Efter 41 dage i retten med tårer, angst og rørende vidneforklaringer, ventes den tidligere sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius’ skæbne torsdag afgjort ved retten i Pretoria i Sydafrika.

Her vil en dommer afsige dom over Pistorius, der står anklaget for at have skudt og dræbt sin kæreste, Reeva Steenkamp, i februar 2013.

Dommer Thokozile Masipa skal dog muligvis bruge to dage på at nå frem til en afgørelse i sagen. Derfor kan det være, at Pistorius ikke får sin dom før fredag.

Sagen mod Blade Runner, som den 27-årige benamputerede Oscar Pistorius bliver kaldt, har vakt stor opmærksomhed verden over.

Den tidligere paralympiske stjerne blev for alvor kendt, da han deltog i De Olympiske Lege i London i 2012 på lige fod med verdensstjerner uden handicap.

Pistorius, som fik sine underben amputeret som baby, risikerer at blive idømt livsvarigt fængsel, hvis han bliver dømt skyldig. Han er tiltalt for med fuldt overlæg at have skudt og dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp sidste år. Ifølge anklagemyndigheden skete det i et raserianfald.

Pistorius troede efter eget udsagn, at kæresten var en indbrudstyv, og han affyrede derfor fire dødbringende skud gennem en toiletdør. Undervejs i retssagen har han dog skiftet forklaring og sagt, at han affyrede de fire skud ved et uheld.

Et hold psykiatere, der har undersøgt sydafrikanerens mentale tilstand på den skæbnesvangre drabsnat i februar sidste år, har sagt, at Pistorius ikke led af en psykisk sygdom, der kunne have undtaget ham for at stå til strafferetsligt ansvar.

Hvis han bliver kendt skyldig i drab, kan han se frem til minimum 25 år i fængsel. Strafferammen for overlagt mord er dog helt op til livstid.

Pistorius står desuden anklaget for tre andre forhold, blandt andet affyring af pistol på en restaurant og besiddelse af ulovlig ammunition.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS