Livsfarligt fænomen breder sig
Der bliver arrangeret flere og flere uofficielle og formentlig ulovlige undergrundsboksestævner, oplever Danmarks Bokse Union. Boksernes sikkerhed er ikke i orden, mener unionen.
Danmarks Bokse Union advarer kraftigt mod det, de kalder for “undergrundsstævner”, hvor sikkerheden ifølge unionen ikke er i orden for amatørbokserne.
– Arrangøren har ansvaret for de her mennesker, og hvis man for eksempel matcher en person, der har gennemgået fire måneders træning, med en etableret bokser, der har 10-12 kampe, så er det potentielt livsfarligt. Jeg ved godt, at det lyder groft, men det er det, siger Danmarks Bokse Unions næstformand Michael Jensen til Radio24syv.
Når man arrangerer boksestævner, skal man have en tilladelse fra politiet. For at få den, er det en forudsætning, at der er en læge til stede, og at der foreligger en såkaldt startbog fra hver enkelt bokser, som blandt andet indeholder et dokument udstedt af en læge, der verificerer bokserens egnethed til kamp.
Det københavnske træningscenter Sporting Health Club har arrangeret flere uofficielle boksestævner. I mindst et tilfælde har de ikke haft den påkrævede tilladelse, viser en aktindsigt, Radio24syv har fået hos Københavns Politi.
Ved det pågældende arrangement kostede billetter til amatørboksestævnet 150 kroner. For 399 kroner plus gebyr kunne man udover underholdningen i ringen også få helstegt pattegris med ”luksustilbehør”, fremgår det af onlinebillettjenesten Billettos omtale af stævnet.
Arrangementet fortsatte med DJ og drinksbar til klokken tre om natten. Radio24syvs reporter, der var til stede ved boksestævnet, skønner, at der var i omegnen af 150 tilskuere.
Sporting Health Club drives af David Claré Palm, der er søn af den tidligere danske topbokser Hans Henrik Palm. David Claré Palm har ikke ønsket at stille op til interview med Radio24syv.
– Der er altid en læge til stede, og jeg har ingen yderligere kommentarer, skriver han i en mail.