Livsfarligt: Dette tjekker bilisterne aldrig

Mange bilister er slet ikke opmærksomme på at tjekke bilen for rust.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ved at være koldt uden for, så når snakken falder på danskernes biler, så er det første, som man tænker på nok, at der skal vinterdæk på, hvis der ikke allerede er. Men faktisk så viser en ny undersøgelse, at hver syvende bilist aldrig tjekker bilen for rust. Det skriver Applus Bilsyn.

Artiklen fortsætter under videoen.

1.591 bilister er blevet adspurgt og her viser det sig, at knapt 15 procent aldrig har undersøgt bilen for rust. Og det kan i yderste konsekvens kompromittere bilens sikkerhed, fordi vedvarende rustangreb slider på bilens bærende elementer, fortæller John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn.

– Det kan være ekstremt farligt og livstruende. Vi har eksempler på biler, hvor rusten er så fremskreden, at bagbroen, som holder baghjulene, knækker sammen. Det betyder, at baghjulene kan blokere, mens man kører. I et aktuelt eksempel, vi har oplevet for nylig, faldt bilens bagbro sammen. Bilens baghjul gik op i hjulkasserne bagtil, så bilen ikke længere kunne køre. Sker det, mens man kører, er det ekstremt farligt. Kommer man til at dreje rattet en smule, snurrer bilen rundt.

Her rammer rusten

Hvert evig eneste år er omkring 1,5 millioner biler en tur forbi synshallerne rundt i Danmark. Og her er der et mønster, der er særligt tydeligt – nemlig at biler over otte år ofte er udsatte for rust og det er der en helt særlig grund til. De ældre biler har nemlig fået slidt rustbeskyttelseslaget på undervognen slidt af.

Skal man sikre sin bil mod rust, bør man rustbeskytte den allerede efter de første fire år. Der er betydelig forskel på, hvor slidstærk en rustbeskyttelse, biler er udstyret med fra producenten. Biler i de mindste prisklasser har typisk et mindre slidstærkt rustbeskyttelseslag.

– Mange bilister er ikke opmærksomme på, at en bil, der i årevis er blevet bombarderet med småsten, vand og sand under kørsel, nemt får huller i rustbeskyttelsen. Det betyder ofte, at bilen ruster, og at rusten kan sidde inde under et gammelt rustbeskyttelseslag, lyder det fra den tekniske konsulent.

Powered by Labrador CMS