Livsfarligt at have rod i disse ting
Maste ledninger, overfyldte stikdåser og gemte bunker af elektronik kan øge risikoen for brand og kortslutninger i hjemmet.
De elektriske apparater fylder mere i hjemmet. Og derfor allierer mange sig med stikdåser og forlængerledninger for at få plads til opladerne.
Men det er ikke ligegyldigt, hvordan du organiserer bunken af ledninger.
Artiklen fortsætter efter videoen
Kan antænde gnist
Hvis du ikke styr på dine ledninger, risikerer du at øge risikoen for brand, siger Ib Bertelsen, der er specialist i brandsikkerhed ved Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.
– Folk kobler forlængerledninger sammen med andre forlængerledninger – stikdåser i stikdåser og putter en masse opladere i samtidig. Så til sidst har man et morads af elektriske installationer, som kan kortslutte eller blive så varme, at det antænder en gnist, siger han.
Det samler støv
Bunken af ledninger pynter sjældent i stuen, og derfor ryger den om bag sofaen, ned under sengen eller ind bag skabet.
Men den manøvre er endnu værre for brandsikkerheden, siger Tine Sode, der er bygningskonstruktør ved Videncentret Bolius og uddannet i brandteknisk byggesagsbehandling.
– Når stikdåserne bliver gemt væk, får de lov at samle støv – og støv er meget letantændeligt. Samtidig er der ved alle stikkontakter risiko for gnister. Så man skaber faktisk de perfekte betingelser for, at der kan opstå en brand, uden at man opdager det, siger hun.
Samtidig har man set en række sager, hvor elektronikproducenter har måttet tilbagekalde opladere til eksempelvis mobiltelefoner, fordi de overophedede eller slog gnister.
– Hvis opladerne samtidig indgår i en bunke med stikdåser og ledninger, som er gemt væk under sofaen, opdager man heller ikke, hvis det bliver overophedet, siger Tine Sode.
Orden og støvsugning
Rådet lyder derfor, at du ganske enkelt holder orden i dine ledninger.
Sørg for at støvsuge dine stikdåser og holde dem fri af stof og andet letantændeligt, råder Tine Sode.
Undlad også at koble forlængerledning på forlængerledning eller at trække ledninger på steder, hvor de bliver klemt, vredet eller trådt på, siger Ib Bertelsen.
– Vi ser nogle gange som brandårsag, at man har haft ledninger, som løbende blev mast eller klemt i en dør. Til sidst kan ledningen blive gnavet over, og dermed øger man risikoen for kortslutninger og brand, siger han.
Hold øje udendørs
Det samme gælder udendørs lyskæder, tilføjer Tine Sode.
Det er ellers hyppigt brugt i den mørke tid – og det skaber da også en hyggelig stemning på altanen eller i indkørslen.
Men det er samtidig elektronik, man sjældent holder øje med i hverdagen.
– Folk trækker lyskædernes ledninger gennem vinduer eller altandøre, som kun lige akkurat kan lukke om ledningen. Det skaber samme risiko for, at ledningen bliver gnavet over – og kan kortslutte og skabe brand, siger hun.