Livsfarlig medicin leveret tilbage
Farligt medicin blev i weekenden stjålet fra et medicinskab på Aalborg Universitetshospital - nu er det blevet leveret tilbage igen.
I tidsrummet mellem fredag eftermiddag i sidste uge og mandag i denne uge er to flasker med farligt medicin forsvundet fra et medicinskab på Aalborg Universitetshospital, Hobrovej, 9900 Aalborg.
Nordjyllands Politi udsendte tirsdag en efterlysning samt en opfordring om, at levere det stjålne medicin tilbage igen.
Og det er nu sket.
“En borger henvendte sig på politigården i Aalborg tirsdag aften, medbringende de to flasker. Finderen har intet med tyveriet at gøre og kunne ikke komme med oplysninger, som kan identificere gerningsmanden“, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen, Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Til Nordjyske.dk uddyber Per Vagn Nielsen fundet af medicinen således:
– Der kom en mand ind med dem, som havde fundet dem – og de var blevet stillet et sted, hvor det givetvis var meningen, at man skulle finde dem, siger Per Vagn Nielsen.