Livsfarlig edderkop: Kom med posten
En af de mest giftige edderkopper var med i en forsendelse fra Australien, der endte i Sydjylland. Nu er edderkoppen i sikre hænder hos Terrariet Reptile Zoo.
Ansatte på firmaet Eagleburgmann i Vejen i Sydjylland fik sig noget af forskrækkelse.
Firmaet, der blandt andet importerer varer fra Australien, pakkede varer ud. Og ud af kassen kom en edderkop, der skulle vise sig, at være en af de giftigste indenfor arten “sort enke”:
– Det var en Redback – en australsk sort enke. Det er den mest giftige indenfor arten. For raske mennesker er et bid ikke dødelig, men syge og svage mennesker kan dø af et bid. Giften forhindrer nerverne i at sende signaler til hinanden og kan derfor være dødelig uden behandling, fortæller dyrepasser hos Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg, Jonas Caspersen, til newsbreak.dk.
Redback er på størrelse med en korsedderkop, som vi kender herhjemme:
– Hvis du eksempelvis stikker din fod i en sko, hvor Redbacken er, så kan hunnen bide igennem strømperne, forklarer dyrepasseren.
Kan ikke leve i Danmark
Nu behøver du ikke være nervøs for at møde den livsfarlige edderkop herhjemme:
– Den kan slet ikke leve herhjemme. Det er for koldt, siger Jonas Caspersen.
Edderkoppen Redback er nu i sikre hænder hos Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg. Den kan ses i deres udstilling. Det er dog uvist, hvorvidt den overlever ret længe efter den lange rejse fra Australien.