Livreddere på overarbejde: Pas rigtig godt på dette livsfarlige fænomen
I sidste uge reddede livreddere fem badegæster ud af revlehuller. TrygFonden Kystlivredning opfordrer derfor til, at man bader, hvor der er livreddere, og lærer, hvordan man opdager revlehuller og tackler dem, hvis man bliver fanget.
De såkaldte revlehuller – eller hestehuller som de også bliver kaldt – er særdeles farlige og noget, livreddere på de danske strande ofte redder folk ud af.
Det kan ses på sidste uges statistik fra TrygFondens Kystlivredning, hvor hele fem personer måtte reddes fra de livsfarlige revlehuller.
Det får nu TrygFonden til endnu engang at advare mod revlehullerne i en pressemeddelelse.
– Selv dygtige svømmere risikerer at drukne af panik og udmattelse, hvis de forsøger at svømme mod strømmen i revlehullet for at komme i land. Man kommer ingen vegne og bruger alle sine kræfter. I stedet skal man holde hovedet koldt og svømme langs stranden, til man kommer ud af revlehullet, og så svømme imod land. Revlehuller er i sig selv ikke farlige, det er først, hvis man går i panik og bruger sine kræfter forkert, at det bliver alvorligt, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning i pressemeddelelsen.
Bad mellem flag
Hvis man vil være sikker på at undgå revlehuller på de danske strande, skal man sørge for bade mellem livreddernes flag på stranden, lyder opfordringen fra Trygfonden..
– Livredderne tjekker strømforholdene hver dag, når de kommer ned på stranden, og de sørger for, at der ikke er revlehuller i området mellem livredderflagene i strandkanten. Hvis man vil undgå revlehuller, er det således mest sikkert at bade der, siger René Højer, programchef i TrygFonden i pressemeddelelsen.