Liverpool vandrer direkte i kvartfinalen

Liverpool luntede sig sikkert og forventet i CL-kvartfinalen, da returkampen mod FC Porto endte 0-0.

Sadio Mane og Liverpool havde ingen problemer med at spille sig i kvartfinalen i Champions League efter 5-0 i første opgør mod FC Porto. Foto: Lee Smith/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Spænding var der ikke meget af, og mål var der slet ingen af, da Liverpool tirsdag aften spillede sig i kvartfinalen i Champions League.

Efter 5-0-sejren på udebane i det første opgør i ottendedelsfinalen mod FC Porto blev returkampen på Anfield en tam omgang, der endte 0-0.

Dermed er Liverpool videre med samlet 5-0, mens portugiserne takker af i turneringen.

Porto kunne dog glæde sig over, at holdet undgik endnu en ydmygende øretæve.

Det lignede da også Portos primære fokus i opgøret, og gæsterne kunne glæde sig over, at de undgik at møde Mohamed Salah fra første fløjt.

Egypteren sad sammen med forsvarsspilleren Virgil van Dijk på bænken, og for Liverpool-manager Jürgen Klopp handlede det vel sagtens mest om at undgå skader i det stramme program, der venter.

Liverpool kan således både se frem til afgørende kampe i Champions League og i den hjemlige Premier League i den kommende tid.

Liverpools bedste forsøg i første halvleg stod Sadio Mane for, da han ramte foden af den ene stolpe efter en afslutning i feltet.

Generelt var intensitet og chancer en mangelvare i de første 45 minutter i kampen, som emmede af at være ren proforma.

Billedet var det samme i anden halvleg, hvor begge hold virkede afklarede.

Porto havde fuld fokus på ikke at lukke en masse mål ind og havde den første afslutning inden for målrammen i anden halvleg ved Waris Majeed, inden han blev pillet ud.

Salah blev sendt på banen med et kvarter igen i stedet for Mane, og det gav optræk til lidt intensitet, men det var alligevel gæsternes Oliver Torres, der uden held var tættest på med seks minutter igen.

Powered by Labrador CMS