Liverpool-stjernes far druknet

Han døde under en svømmetur

Alisson Beckers far er død. Foto: Sergio Perez/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

José Agostinho Becker, far til Liverpool-målmand Alisson Becker, druknede onsdag nær sit sommerhus i det sydlige Brasilien.

Det oplyser lokalt politi ifølge Reuters.

Den 57-årige mand døde ifølge Doroteo Machado Filho, politiassistent i byen Lavras do Sul, i forbindelse med en svømmetur i en sø.

Politiet mener ikke, at en forbrydelse har fundet sted.

28-årige Alisson spillede i Brasilien, indtil han i sommeren 2016 tog til italienske AS Roma. To år senere drog brasilianeren videre til Liverpool, hvor han blandt andet har vundet Champions League og Premier League.

I hjemlandet spillede han for klubben Internacional, hvor broren Muriel Becker, der også er målmand, ligeledes har spillet.

Internacional begræder tabet af Jose Agostinho Becker i et opslag på Twitter.

– Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om José Agostinho Beckers død, faren til vores tidligere målmænd Alisson og Muriel, skriver klubben.

Powered by Labrador CMS