Liverpool-manager jubler over sit nyindkøb

Brendan Rodgers. Foto: OLI SCARFF/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Liverpools manager, Brendan Rodgers, er svært begejstret for nyindkøbet Christian Benteke, som scorede mandag.

Den 24-årige Christian Benteke giver Liverpools angreb en ny dimension og giver muligheder. Det mener i hvert fald manager Brendan Rodgers, som var stærkt begejstret for sit nyindkøb fra Aston Villa efter mandagens sejr på 1-0 over Bournemouth.

Benteke kom til Liverpool i sommerpausen for et beløb på 32,5 millioner pund, svarende til 341 millioner kroner, og han scorede sejrsmålet mandag på oplæg fra midtbanespilleren Jordan Henderson.

– Jeg tror, at han var en svær håndfuld for modstanderne. Man så alle facetterne af hans spil. Han har et vidunderligt flair for spillet, og det så man på denne aften, siger Brendan Rodgers ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– På grund af hans fysik kan han holde bolden i live i farlige områder på banen. Det giver en ny dimension til vores spil, fortsætter Rodgers.

Christian Bentekes scoring i debuten på hjemmebanen var kontroversiel og skulle måske have været annulleret. Holdkammeraten Philippe Coutinho stod nemlig offside og lignede en mand, som forsøgte at røre bolden.

Liverpool er nu et af fire hold, som fortsat har maksimumpoint efter to spillerunder i Premier League. De øvrige er Manchester City, Leicester og Manchester United.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS