LIVE: OB møder Superligaens nummer 1 i form af AC Horsens
OB-træner håber på mere af det samme fra sidste runde, fra sine egne spillere. Tager Horsens det samme spil med, som de fandt frem mod Lyngby, kan det blive en svær kamp.
Når OB lørdag klokken 16.00 tager imod AC Horsens, vil det være med en forsigtig optimistisk træner, i skikkelse af Kent Nielsen, der fra sidelinjen vil se sine spillere jagte endnu en sejr.
I den forgangne runde slog OB oprykkerne fra Helsingør med 2-0, og det er de bedste takter fra den kamp, Kent Nielsen vil se gentaget mod Horsens.
– Vi skal have succes med dele af det, vi også fik vist i Helsingør i vores bedste perioder. Der spillede vi med meget stor bevægelighed, hurtighed og direktehed. I første halvleg havde vi en halv times tid, hvor vi så meget stærke ud, og vi vil gerne have det samme frem igen, lyder det fra cheftræneren i en optaktsartikel, OB har udgivet op til kampen.
To kampe – to sejre
Horsens kommer til Odense med så meget selvtillid, man kan nå at tanke på to runder af en fodboldsæson.
To sejre i to kampe betyder, at Horsens fører Alka Superliga sammen med FC Nordsjælland inden kampen mod OB.
I forrige runde spillede Horsens mod Lyngby, hvilket resulterede i en 4-1-sejr.
Netop Lyngby havde en forrygende sæson sidste år, hvor de endte med at tage bronze.
Med det i baghovedet var det en flot sejr, Horsens tog, og Kent Nielsen forventer da heller ikke, at OB får sejren foræret.
– Defensivt bliver vi maksimalt udfordret i duelspillet, hvor vi skal komme med alt, hvad vi har, samtidig med at vi er dygtige til at få læst andenboldsspillet, og hvor bolden falder hen. Horsens spillede en meget fin kamp mod Lyngby, hvor de også fik spillet den godt rundt, og det skal vi være klar til, ligesom vi skal være gode til at forsvare mod indlæg, for de tager mange mand frem i feltet, siger Kent Nielsen.
Kampen fløjtes igang klokken 16.00, og du kan følge den live her: