LIVE: Hollandsk trykkoger venter EM-kvinder
Rotterdam-klubbens Spartas intime stadion vil være fyldt, når de danske fodboldkvinder møder Hollands værter.
Det danske kvindelandshold vil sandsynligvis blive udsat for et massivt tryk fra tilskuerne, når Danmark torsdag møder Hollands EM-værter.
I flere uger har der været udsolgt til kampen i Rotterdam, hvor størstedelen af de mere end 11.000 tilskuere vil forsøge at huje hollænderne frem til værternes anden sejr i gruppe A.
Den forventede tilskuerlarm betyder, at de danske spillere noget uvant risikerer ikke at kunne høre hinanden under kampen.
Men det er der ifølge den offensive profil Pernille Harder lagt en plan for.
– Det er vi klar på. Vi har talt om, at det bliver svært at kommunikere og have de vigtigste aftaler på plads.
– Kommer vi under pres, har vi i andre kampe trænet, hvordan vi kan komme ud af det.
– Det skal vi nok klare, vurderer Harder på et pressemøde dagen før kampen på Rotterdam-klubben Spartas intime hjemmebane.
Tilskuere kan få betydning
Målmand Stina Lykke mener, at det massive opbud af tilskuere kan få en betydning.
– Hollænderne kommer jo for at støtte deres hold. Det bliver spændende at se hvilket hold, der har bedst styr på kommunikationen, hvis den skal være nonverbal, siger hun.
Landstræner regner med “fed oplevelse”
Landstræner Nils Nielsen regner med, at danskerne får en “fed oplevelse” med de mange tilskuere og kalder Holland for “tårnhøj favorit”.
Hollands EM-værter åbnede turneringen med en 1-0-sejr over Norge i gruppe A, mens Danmark slog Belgien med samme cifre.
Dermed har Danmark og Holland hver tre point før torsdagens duel. De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Følg kampen i livebloggen nedenunder…
/ritzau/