LIVE: FCK pisket til sejr for at nå Champions Leauge
Ståle Solbakken giver favoritværdigheden til Qarabag, hvis træner spår dødt løb om Champions League-billet.
Hverken FC Københavns manager eller Qarabags cheftræner vil påtage sig favoritværdigheden inden onsdagens afgørende kamp om en plads i Champions League-gruppespillet.
Den første kamp i Aserbajdsjan vandt hjemmeholdet med 1-0, og derfor giver FCK’s Ståle Solbakken favoritværdigheden til Qarabag.
– Det hold, som fører, er altid favorit, siger Solbakken.
– Vi skal score det første mål, før favoritværdigheden er væk, tilføjer han.
Da Qarabags cheftræner, Gurban Gurbanov, bliver forholdt den vurdering, er han hurtig til at fralægge sig favoritværdigheden.
– Det bliver en svær kamp mod et jævnbyrdigt hold. Jeg forventer, at der vil være en god atmosfære, men tilskuerne vil sætte os under pres. Vi har en chance, men vi er ikke favoritter. Jeg vil sige, at det er fifty-fifty, siger Gurbanov.
Han har kunnet notere sig, at FCK i runden før vendte 0-1 ude mod FK Vardar til en samlet 4-2-sejr. Gurbanov er da heller ikke i tvivl om, at FCK er bedre på hjemmebane end på udebane.
– Selvfølgelig forventer vi noget andet af FCK på deres hjemmebane. De er mere effektive hjemme, og jeg tror, at de vil forsøge at presse os fra første minut.
– Det er første gang for flere af vores spillere, at de skal spille sådan en kamp. Det bliver meget svært for os, for vi ved, at FCK er et meget godt hold taktisk, men vi vil forsøge at tage vores chance, siger Qarabag-træneren.
Har været bagud før
FCK-midtbanespilleren Youssef Toutouh mener, at københavnerne kan drage nytte af både at have vendt 0-1 til samlet sejr i Europa og senest have vendt 1-2 til 3-2-sejr i Alka Superligaen mod Sønderjyske.
– Vi kan selvfølgelig bruge det, at vi har prøvet det før i den her sæson. Vi ved, at det slet ikke er for sent. Det er en fordel for os, at vi spiller på hjemmebane, og vi er før kommet tilbage efter at have været bagud, og det kommer til at ske igen.
– Om vi skal spille fuld fart frem? Det ved jeg ikke. Det kommer an på kampens forløb. Men vi går ind til kampen for at score, for ellers ryger vi ud, siger Toutouh.
Onsdagens opgør i København begynder klokken 20.45.
Du kan følge liveblog fra kampen her:
/ritzau/