LIVE: Det amerikanske præsidentvalg

Vi sender live fra det vigtige valg i USA.

I dag afgøres valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Slutspurten er sat ind i den amerikanske valgkamp.

Den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, har længe været mest populær i meningsmålingerne, men valget er ikke vundet alene af den grund.

Det fortæller Mette Nøhr Claushøj, der er ekstern lektor på Københavns Universitet.

– Det er jo under to tredjedele af amerikanerne, der stemmer ved valg, siger hun.

– Så selv om man fører i meningsmålinger, så dur det jo ikke noget, hvis ingen gider gå hen til stemmeposten.

Frygten for sofavælgerne har fået begge partier til at arbejde hårdt for at få folk til valgstederne.

De tilbyder endda at transportere deres vælgere til og fra stemmeboksen, siger USA-kender Anders Agner Pedersen, der er redaktør på kongressen.com.

Han fortæller, at den demokratiske lejr modsat Republikanernes Donald Trump har haft stor succes med det såkaldte early voting, hvor vælgerne sætter deres kryds før selve valgdagen.

– Vi kan se på de tal, der kommer ud nu, at netop early voting stiller Clinton rigtig stærkt i de stater (vigtige svingstater red.), siger han.

– Der er valgdagen så der, hvor Trump og Republikanernes side skal gøre alt, hvad de kan, for at få vælgerne til at møde frem.

Mens de to præsidentkandidater kæmper for at få vælgerne til at stemme, glæder mange sig til at se en ende på valgkampen.

– Amerikanerne er simpelthen dødtrætte af den her valgkamp. Den hænger dem langt ud af halsen, siger Anders Agner Pedersen.

– Det er to historisk upopulære kandidater og en på alle måder historisk barsk og brutal valgkamp, der når sin afslutning.

Den fjendtlige tone mellem de to lejre virker dog ikke til at have spoleret Trumps humør.

– Jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det her. Det har været en fantastisk oplevelse, sagde han mandag under et vælgermøde i New Hampshire.

Powered by Labrador CMS