Listeria-udbrud: Én død mens tre andre er smittet

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En af de fire personer, der er blevet smittet med bakterien listeria i et nyt udbrud, er død, oplyser Statens Serum Institut.

»Jeg kan bekræfte, at der er en person, der er død af listeria. Alle de fire patienter, der er omfattet af dette udbrud, er ældre personer, der har underliggende sygdomme. Og det gælder også den patient, der beklageligvis er død som følge af listeria,« siger overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut til Berlingske Nyhedsbureau.

Seruminstituttet opdagede udbruddet tilbage i slutningen af april, hvor den første person blev konstateret smittet med bakterien. Fordi der tidligere har været en række dødsfald som følge af listeria, blev Fødevarestyrelsen hurtig sat på sagen.

»I og med at der var et lignende udbrud sidste år, var Fødevarestyrelsen meget hurtigt ude og skærpe kontrollen på den virksomhed, hvorfra smitten kommer fra,« siger overlægen.

De fire personer er blevet smittet med listeria efter at have indtaget fisk fra Hjerting Laks, oplyser Fødevarestyrelsen. Virksomheden blev også sidste år sat i forbindelse med listeria.

Tyra Grove Krause kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvordan tilstanden er hos de tre andre smittede.

»Det har vi ikke det fulde overblik over endnu, så det kan jeg ikke fortælle noget om,« siger hun.

Listeria er en alvorlig sygdom, der er kendt for at gå hårdt ud over personer, der er svækket eller har en sygdom i forvejen. Sidste år døde 14 personer af listeria-smitte i Danmark, størstedelen af dem efter et større udbrud, der stammede fra fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser.

I Danmark bliver der hvert år registreret cirka 50 sygdomstilfælde på grund af listeriabakterier. Dog var der i henholdsvis 2009 og 2014 omkring dobbelt så mange tilfælde på grund af flere større udbrud. I år er der indtil videre registreret 25 tilfælde, som overvejende tæller personer, der i forvejen er svækket.

Der kan gå op til fire uger, fra man er smittet, til man får symptomer.

Powered by Labrador CMS